Kommuner til minister: - Skolebørn skal fritages for nationale test
Skolebørn, der har været hjemsendt i flere måneder, skal ikke bruge kostbar tid og engergi på at gennemføre nationale test, nu hvor de endelig får lov til at komme delvist tilbage i skole igen. Det mener en række nordjyske kommuner, der nu søger undervisningsministeriet om dispensation fra at afholde testene i år. I en 8. klasse i Brovst kan eleverne slet ikke forstå at testene ikke er aflyst.
Flere nordjyske kommuner søger dispensation fra at afholde de obligatoriske nationale test for skolebørn. Ministeren står fast.
8.X på Brovst Skole har i de seneste to uger haft lov til at komme i skole udendørs en dag om ugen. Den dag bliver brugt på lejrbål, masser af snak og på at få genskabt de sociale relationer. Resten af ugens dage er eleverne til undervisning hjemme foran computeren.
- De dage hvor vi får lov til at være i skole, da vil jeg gerne fokusere på trivsel, siger Alexander Roos Dobson fra 8.X..
Efter påske får eleverne lov til at komme tilbage i skole hver anden uge. Selv om eleverne i 8. klasse har været hjemsendt i tre måneder, så skal de efter planen forberede og gennemføre tre nationale test i fysisk/kemi, matematik og dansk. En prioritering som hverken elever, lærere eller skoleleder forstår.
- Når de kommer tilbage i skole fysisk igen, så skal der være fokus på trivsel og på den sociale del. Det er det eleverne har brug for nu, siger skoleleder René Gregersen, Brovst Skole.
- Spild af tid
Skolelærer Pia Skifter Sørensen er overrasket over, at de nationale test ikke er blevet aflyst i år.
- Jeg synes det er lidt håbløst, fordi vi ikke har haft eleverne og det er spild af tid. Vi bruger jo altid lidt tid på at introducere børnene til nogen af de opgaver, de kan komme ud for. Det har vi jo ikke haft tid til i år, siger Pia Skifter Sørensen.
Elever fra 2. til 8. klasse skal hvert år gennemføre nationale test. Det er et evalueringssystem, der er indført for at både skoler, embedsmænd og politikere kan få indblik i elevernes niveau.
Frederikshavn, Brønderslev, Aalborg og Læsø kommuner søger i år om at blive fritaget for alle de nationale test. Jammerbugt Kommune søger om at elever fra 5. klasse til 8. klasse bliver fritaget.
DE OBLIGATORISKE TEST LIGGER PÅ FØLGENDE FAG OG KLASSETRIN:
Dansk på 2., 4., 6. og 8. klassetrin
Matematik på 3., 6. og 8. klassetrin
Engelsk på 4. og 7. klassetrin
Fysik/Kemi på 8. klassetrin
- Vi synes faktisk det er børnenes behov vi skal tage hensyn til og ikke den nationale test, siger Susanne Møller Jensen (S), næstformand i Børne- og familieudvalget i Jammerbugt Kommune. Hun havde gerne set at man også i Jammerbugt have søgt fritagelse for alle elever, men i udvalget var der kun enighed om at søge for de ældre elever, som har været væk fra skolen længst.
Test skal afsløre skolehuller
Undervisningsminister Pernille Rosenkratz-Theil (S) afviser at give en dispensation. Ministeren vil ikke stille op til interview, men i skriftligt svar på et spørgsmål, som SFs Jacob Mark har stillet i Folketinget, har ministeren sagt at testene er særligt vigtige i år.
- Det er vigtigt at at få afdækket omfang og karakter af faglige udfordringer, så skolerne kan sætte målrettet ind i forhold til den enkelte elev og klasse. Derfor mener regeringen, at nationale test skal gennemføres, skriver ministeren i sit svar.
Det svar giver eleverne fra 8.X ikke ret meget for, selv de medgiver at coronanedlukning har givet en dårligere undervisning.
- Er det ikke netop i år, det er vigtigt at lave de her test, så man kan se hvor I står?
- Jeg tænker at vores lærer allerede har en ide om hvor vi står i forhold til de opgaver vi laver. Jeg tror ikke at nationale test er det vigtigste eller den bedste måde til at måle vores niveauer, siger Dina Mulvad Knudsen, 8.X, Brovst Skole.
Undervisningsministeren har udsat fristen for at gennemføre testene til 11. juni, men i Brovst synes elever ikke at ministeren lytter til deres behov.
- Selvom de giver mening for hende (Undervisningsministeren, red.), så giver det ikke så meget mening for mange af os andre, siger Dina Mulvad Knudsen.