Nordjysk bosted kritiseres for stor personaleudskiftning
Foto: TV2 Nord
Bostedet Myagergård, der er en del af bostedskæden Hjorthøjgård i Fjerritslev, kritiseres af Socialtilsyn Nord for at have for stor udskiftning af personalet.
De psykiske syge børn og unge på bostedet Myagergård i Fjerritslev lider under, at mange ansatte søger væk fra bostedet. Sådan lyder det fra Socialtilsyn Nord.
Bostedet Myagergård i Fjerritslev skal hjælpe børn og unge med psykiske lidelser på rette vej, men i en aktindsigt fra Socialtilsyn Nord, som fagbladet FOA har gennemgået, kritiseres bostedet for at bremse børnene og de unges udvikling.
Det oplyser FOA i en pressemeddelelse.
Det er vigtigt, at man som ansat kan følge de enkelte børn over længere tid. I den sammenhæng er udskiftningen et kæmpe problem.
Ekspert i kommunernes arbejde med udsatte børn og unge, Anne Marie Villumsen
Bostedet kritiseres især for at have en for høj udskiftning af personale, og i en tilsynsrapport fra 2017 skriver Socialtilsyn Nord, at personalegennemstrømningen “har en betydelig størrelse”. Det får tilsynet til at konkludere “at en sådan personalegennemstrømning utvivlsomt vil have indflydelse på kvaliteten i det pædagogiske arbejde.”
Myagergård er en del af den private bostedskæde Hjorthøjgård, og modtager anbragte børn og unge, hvoraf flere har været udsat for omsorgssvigt og har psykiatriske diagnoser.
Ifølge Anne Marie Villumsen, der er ekspert i kommunernes arbejde med udsatte børn og unge på VIA University College, kan den store udskiftning i personalet bremse børnenes læring om at danne nye positive relationer.
- Det er vigtigt, at man som ansat kan følge de enkelte børn over længere tid. I den sammenhæng er udskiftningen et kæmpe problem, for mennesker udvikler sig i relation til andre mennesker, siger Anne Marie Villumsen til Fagbladet FOA.
Børnene på det her bosted vil ikke få det bedre. Børn får det bedre af, at de ved, at de voksne er der for dem og forstår deres problemer. De har brug for nogen, de kan have tillid til. Det kan de jo ikke her, for de ved ikke, om personalet kommer igen i morgen.
Psykolog og leder af Thora Centeret, Bodil Dichow
I 2015 var personalegennemstrømningen på bostedet på 33 procent, og i 2016 var udskiftningen på 38 procent. Det viser dokumenterne fra Socialtilsyn Nord.
- Børnene på det her bosted vil ikke få det bedre. Børn får det bedre af, at de ved, at de voksne er der for dem og forstår deres problemer. De har brug for nogen, de kan have tillid til. Det kan de jo ikke her, for de ved ikke, om personalet kommer igen i morgen, siger Bodil Dichow, psykolog og leder af Thora Centeret, der arbejder med misbrugte og omsorgssvigtede børn, til FOA.
Ifølge Socialtilsyn Nord er det ledelsen på bostedets ansvar, at udskiftningen ikke er så høj. Tilsynet skriver, at den store gennemstrømning af personale er med til at indikere “at den daglige drift ikke i tilstrækkelig grad varetages kompetent”.
Lars Andreasen er leder af bostedskæden Hjorthøjgård og driver Mygergård, ønsker ikke at stille op til interview. Fagbladet FOA har fremsendt en række skriftlige spørgsmål til Lars Andreasen og hans advokat Bjarke Vejby i sagen, men ingen af dem har besvaret Fagbladet FOAs spørgsmål.