Borgmester i modvind: Knud Kristensen får en uge til at rette op
Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune kræver bevis for, at borgmester Knud Kristensen ikke er inhabil i sag om grundsalg, men han kan ikke vise dokumenterne.
Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune kræver nu, at bormester Knud Kristensen (Konservative) dokumenterer, at han ikke er inhabil og har løjet om grundsalg.
- I hans egen interesse som borgmester og første mand i kommunen er det en sag, vi ikke kan blive ved med at have kørende. Det er ved at være anstrengende, siger medlem af økonomiudvalget Per Bach Laursen (Venstre).
Det er et nedlagt hotel på Himmerlandsgade i Aars, som er årsag til hele balladen. På grunden, hvor hotellet ligger, skal der efter planen bygges almennyttige ungdomsboliger. Men ejeren af grunden er samtidig kommunens borgmester, Knud Kristensen. Noget han, ifølge kritikerne, ikke gjorde opmærksom på, da fremtidsplanerne for grunden skulle drøftes ved et møde i kommunens økonomiudvalg den 14. september.
Siden da har borgmesteren været i politisk modvind, og for at få genskabt tilliden til ham har økonomiudvalget bedt om at få en dokumentation på salget af ejendommen.
Efter aftale med Knud Kristensen skulle dokumentationen ligge klar til onsdagens økonomimøde, men borgmesteren kunne ikke vise papirerne, selvom det var et punkt på dagsordenen.
-Jeg troede vitterligt, at vi skulle se dokumentation i går, så vi også kunne få genskabt tilliden og få arbejdstøjet på igen, siger Per Bach Laursen.
Økonomiudvalget ved, at dokumentet findes, men ifølge borgmesteren kan de ikke få lov til at se det, fordi den nye ejer af ejendommen ikke ønsker, at dokumentet skal fremvises til en tredje part.
Det lader økonomiudvalget sig dog ikke takke af med. Per Bach Laursen fortæller, at de igennem en længere snak på mødet, har gjort det klart for borgmesteren, at de skal se papirerne på, hvornår ejendommen blev solgt, og om den overhovedet er solgt.
Derfor har de givet borgmsteren en uge til at bevise, at han har rent mel i posen.
Økonomivalget har dog først møde igen den 9. november, men så længe vil økonomiudvalget ikke vente.
-Det kan vi ikke vente til. Jeg forventer, at vi får en ekstraordinær indkaldelse til et økonomivalgsmøde inden, så vi kan få afsluttet sagen og genskabt tilliden, siger Per Bach Laursen.