Elly har muskelsvind: Kan ikke få sin hjælper med på sygehuset

Elly Henriksen har fået nej til at have sin handicaphjælper med, når hun skal på hospitalet. Det er ulovligt, siger Muskelsvindfonden, der har klaget til Ankestyrelsen over Brønderslev Kommunes praksis.

Elly Henriksen fra Hallund ved Brønderslev er hårdt ramt af muskelsvind. Hun sidder konstant i kørestol og har en hjælper hos sig 12 timer hver dag.

Hun skal blandt andet have hjælp til at løfte en kop, til at spise, til at komme på toilettet og til at få iltmaske på.

quote Jeg kan næsten ingenting fysisk, for jeg kan ikke løfte mine arme længere

Elly Henriksen, Hallund

- Jeg kan næsten ingenting fysisk, for jeg kan ikke løfte mine arme længere, siger hun.

Alligevel må Elly Henriksen ikke få sin hjælper med, når hun skal på sygehuset. I et brev fra Brønderslev Kommune står det sort på hvidt: ”timerne vil ligge for egen regning - hvorfor du vil blive opkrævet regningen”.

Brønderslev Kommune: ”Det er sygehusets ansvar”

Søren Mikkelsen er fast hjælper hos Elly Henriksen. Han forstår ingenting.

- Hun kan ikke selv tage til Skejby i Aarhus og overkomme det. Hun skal have den faste hjælper med, siger Søren Mikkelsen.

Brønderslev Kommune har skrevet til Elly Henriksen, at det er ”sygehusets ansvar at give den fornødne pleje, støtte og omsorg under indlæggelse”, men ifølge Søren Mikkelsen kan sygehusene ikke klare meget specifikke opgaver med en bestemt handicappet person under en indlæggelse.

- De siger det både i Skejby og ude hos overlægen, hun plejer at gå til i Aalborg - at hun skal have døgnpleje, siger Elly Henriksens handicaphjælper.

Se indslaget her.

Muskelsvindfonden: ”Det er ulovligt”

Elly Henriksen finder penge til sygehushjælpen ved at tage timer ud af den daglige hjælp, men ifølge Muskelsvindfonden har hun ret til særskilt handicaphjælp, når hun skal på sygehus - selvom Brønderslev Kommune de senere år har nægtet det.

- Den praksis er ulovlig. Brønderslev Kommune begyndte med den fremgangsmåde for fire - fem år siden. De vil spare pengene på det område og har tilmed skrevet, at det er deres praksis. Det går ikke, og derfor har vi også klaget til Ankestyrelsen, siger Thomas Krog, Handicappolitisk konsulent i Muskelsvindfonden.

I mellemtiden er der dog kommet skriftligt svar fra børne- og socialminister Mai Mercado. Her står blandt andet: ”Kommunen må ikke nedsætte eller frakende hjælp efter servicelovens §§ 95 eller 96 uden at træffe en begrundet afgørelse herom.”

- Nu har vi så heldigvis fået ministerens ord for, at man har krav på at have hjælperen med, så den praksis, der er i Brønderslev Kommune, er klart ulovlig. Det er beklageligt, at Brønderslev Kommune var først på det område, og at det dårlige eksempel nu også har spredt sig til andre kommuner, blandt andre Høje Taastrup. Det skal vi have rettet op på nu, for en handicappet har ret til at have handicaphjælp med på sygehuset, siger Thomas Krog.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland