Minister slår fast: Hjælpen til Mads skal ikke afgøres i regneark
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix og TV2 Nord
Kommunerne skal vurdere hver borger individuelt, og der skal tages hensyn til både faglighed og økonomi, når syge borgere tildeles hjælp.
Økonomi alene må ikke afgøre, hvilket serviceniveau kommunerne tildeler syge og handicappede borgere, der har brug for en såkaldt BPA-ordning for at få en hverdag til at hænge sammen.
Det slår Børne- og Socialminister Mai Mercado (K) fast efter at folketingsmedlem for Socialdemokratiet Orla Hav den 20. februar spurgte ministeren om det er i orden at kommunerne får revisionsfirmaer til at gennemgå BPA-sager med henblik på at reducere omkostningerne for kommunerne i den slags sager.
Ministeren svarer at kommunerne er forpligtet til at sikre, at borgerne der har brug for en BPA-ordning, bliver vurderet individuelt og at de får tildelt en hjælp, der svarer til deres behov. Hun svarer videre - i det skriftlige svar som TV2 Nord har modtaget - at afgørelserne skal ske på en både faglig og økonomisk baggrund:
"Det vil derfor ikke være i overensstemmelse med lovgivningens formål, hvis tildelt hjælp i en hjælpeordning reduceres alene ud fra økonomiske hensyn," skriver hun i svaret til Orla Hav (S).
Kommune hyrede revisionsfirma til at gennemgå BPA
Orla Havs spørgsmål til ministeren blev sendt afsted på baggrund af en række historier bragt af TV2 Nord. I flere indslag og artikler har vi afdækket hvordan Aalborg Kommune har genvurderet syge borgeres BPA-ordninger med klare forringelser i hjælpen som følge.
Samtidig kom det frem at Aalborg Kommune har benyttet revisionsfirmaet BDO til at lave en rapport, der skulle "give et et overblik over mulige potentialer i de eksisterende sager med henblik på at nedbringe det nuværende merforbrug" og "anvise muligheder for ændringer i udmåling af timer med henblik på en justering af serviceniveauet."
BDO kom, selvom datagrundlaget var spinkelt og sammenligning med andre kommuner var mangelfuld, frem til at Aalborg Kommune kunne spare i omegnen af 50.000 kroner pr. BPA-bruger. Derudover foreslår de kommunen at finde besparelser ved at sænke serviceniveuaet og ved at revurdere borgernes behov jævnligt.
Møder stor kritik
At Aalborg Kommune på den måde forsøgte at finde plejebesparelser i et regneark mødte stor kritik og ud over Orla Havs spørgsmål til ministeren har Enhedslistens Per Clausen fået sagen på dagsordenen i Ældre- og Handicapudvalget. Her skal sagen behandles den 27. februar.l
Trods løfter om det modsatte ville ældrerådmand i Aalborg Kommune Jørgen Hein ikke kommentere sagen, da den kom 19. februar. Nu har han til gengæld lovet at gøre det efter udvalgsmødet 27. februar.