Jimmy er lammet af ALS: Nu får han endelig den hjælp, han har bedt om
Godt nyt til ALS-ramte Jimmy Jensen fra Brønderslev, som har kæmpet for at få en fleksibel hjælper-ordning.
I et år har 53-årige Jimmy Jensen og Brønderslev Kommune diskuteret, hvilken form for hjælp ALS-ramte Jimmy skulle have. Nu er han blevet tilbudt den fleksible hjælperordning, han gerne vil have.
Det er slut med at vente på hjemmehjælperens besøg for 53-årige Jimmy Jensen, som er lammet af nervesygdommen ALS.
Brønderslev Kommune har nemlig efter et års tovtrækkeri langt om længe tilbudt Jimmy Jensen den BPA-ordning, han flere gange har søgt om. BPA står for brugerstyret personlig assistance, og ordningen betyder, at Jimmy ikke længere skal tilrettelægge sin dag, efter hvornår hjælpen kommer, men i stedet kan tilrettelægge hjælpen, så den passer til hans dag.
Det fortæller formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brønderslev Kommune, Martin Bech (Venstre).
- Kommunen og jeg har vedstået os vores ansvar i forhold til svarene fra Ankestyrelsen og tilbudt Jimmy Jensen de BPA-ordningen. Der har været noget i læring i det for os som kommune, så vi vil bruge det fremadrettet også. Men nu er det jo ikke hver dag, vi får sådan en sag, siger Martin Bech til TV2 Nord.
- Vi har talt forbi hinanden
Jimmy Jensen søgte første gang om BPA-ordningen i foråret 2017, men i efteråret fik han afslag på sin ansøgning af Brønderslev Kommune. Her mente man nemlig, at han allerede fik tilstrækkelig hjælp til sin sygdom.
- Det ville give mig mere frihed, så jeg kunne gøre til, når jeg har brug for det og har lyst. I dag er det ikke rigtigt på mine betingelser, men handler mere om, hvornår der kommer en hjemmehjælper, sagde Jimmy Jensen dengang.
Siden blev kommunens afgørelse forelagt Ankestyrelsen, som bad Brønderslev Kommune om at se på sagen igen. Det gjorde kommunen så - og nåede frem til præcis samme afgørelse. Men da sagen kom retur fra Ankestyrelsen igen i marts i år, indrømmede kommunen så, at sagsbehandlingen ikke havde været tilfredsstillende.
- Det, der er sket her, er at kommunen og Ankestyrelsen har talt forbi hinanden. Det kan jo ske, men det kan borgerne jo ikke bruge til ret meget, så kommer der en anden sag af den her karakter, har vi lært af det, siger Martin Bech, politiker i Brønderslev Kommune.