Mette raser over lægesvar: - Det er rystende

I et skriftligt svar til TV2 Nord nægter neurolog at have fejlet i Mette Nielsens sag, på trods af at Patienterstatningen placerer ansvaret hos ham.

Ifølge neurolog Martin Kelkelund er det Mette Nielsen og hendes praktiserende læge, der bærer hovedansvaret for, at en vital blodprøve blev overset i 2015. 

Blodprøven pegede på, at Mette Nielsen led af den sjældne sygdom Myasthenia Gravis.

FAKTA: MYASTHENIA GRAVIS

  • Myasthenia gravis er en sjælden sygdom, som kan opstå i alle aldre

  • Symptomerne er øget træthed af muskler ved aktivitet og normalisering efter hvile

  • I starten kan det alene vise sig ved et hængende øjenlåg eller synkebesvær. Senere kan andre muskler i kroppen blive involveret

  • Medicinsk behandling kan lindre symptomerne men ikke helbrede sygdommen

Kilde: Sundhed.dk

Ifølge Martin Kelkelund udeblev Mette Nielsen fra en aftale, ligesom han mener, at hun ikke samarbejdede i forløbet.

Forsøgte forgæves at flytte lægeaftale

Mette Nielsen er rystet over at læse neurologens svar, som du kan læse i denne artikel:

- Jeg var indkaldt til en samtale i starten af 2015, hvor jeg ikke havde mulighed for at møde op. Jeg prøvede virkelig ihærdigt at få flyttet aftalen, men det var komplet umuligt at komme igennem på telefonen, som aldrig blev taget. Jeg tror jeg ringede 25-30 gange, men kunne ikke engang komme igennem til en telefonsvarer, siger hun.

- Det er rystende, at han har lavet en så graverende fejl og så løber fra ansvaret – et ansvar, som Patienterstatningen entydigt har lagt hos ham, siger Mette Nielsen.

Mette Nielsen er netop blevet tildelt 80.000 kroner af Patienterstatningen.

TV2 Nord har talt med flere speciallæger. Ingen af dem har haft lyst til at udtale sig kritisk om deres kollega Martin Kelkelund, men de bekræfter, at det netop er den læge, der bestiller en blodprøve, som også har ansvaret for, at den bliver fulgt op. 

TV2 Nord har haft aktindsigt i sagen. Vi har ikke kunnet finde dokumentation for, at Mette Nielsens egen læge skulle have rettet i hvem, der skulle have modtaget det omtalte blodprøvesvar, som Martin Kelkelund anfører.

FAKTA: DERFOR FORTÆLLER TV2 NORD METTES HISTORIE

Mette Nielsen arbejder på TV2 Nord og normalt laver vi ikke historier om os selv og vore medarbejdere.


I dette tilfælde gør vi en undtagelse, fordi sagen ud fra et almindeligt redaktionelt skøn har så principiel karakter, at historien skal fortælles. Sagen og de problemstillinger, den vedrører, handler ikke blot om Mette Nielsen, men om et langt større antal nordjyder og danskere i det hele taget, som er endt i samme situation eller fortsat kan risikere det, fordi reglerne for klager over fejl i sundhedssystemet er, som de er.


Sagen om Mette Nielsen er i øvrigt blevet researchet og behandlet som enhver anden tilsvarende sag ville blive det hos TV2 Nord. Sagen er endvidere blevet forelagt for fagfolk og politikere på samme måde, som andre sager ville blive det.


TV2 Nord har som virksomhed ingen interesse i, hvordan sagen udvikler sig og ender som følge af den journalistiske behandling.


Tino Pedersen

Chefredaktør, TV2 Nord


Seneste nyt

fra Nordjylland