Tysker donerer 10.000 kroner til Carolines kamp mod kræft
Caroline Wesselhøft modtager behandling på en specialklinik i Duderstadt i Tyskland.
En tysker, med et særligt forhold til Læsø, har valgt at støtte en nordjysk kvindes kamp mod kræften.
Caroline Wesselhøft sidder i disse dage på et hospital i Tyskland, og modtager livsforlængende behandling mod sin uhelbredelige kræftsygdom.
Læsø er mit andet hjem, og jeg vil også gerne give noget tilbage til det samfund, jeg har haft så meget glæde af, og som har givet mig så mange gode minder.
Pit Diringer, Hamborg.
Behandlingen hun får nu, skal hun selv betale for, da den ikke er anerkendt i Danmark og derfor betegnes som alternativ. Det har kun været muligt for Caroline Wesselhøft at starte behandlingen, fordi familie, venner og fremmede har doneret penge til hende.
Og tirsdag tikkede en donation ind, der var lidt ud over det sædvanlige. 10.000 kroner fra en som Caroline Wesselhøft ikke kender.
- Jeg blev vildt glad og overrasket. Tænk, at en, jeg ikke kender, vil give så meget, siger Caroline Wesselhøft til TV2 Nord.
Barndomsminder fra Læsø
Pengene kommer fra Pit Diringer. Han er tysker og bor udenfor Hamborg. Hans forbindelse til Caroline Wesselhøft skal findes på Læsø. Pit Diringer har nemlig brugt mange somre på Læsø. Siden han var syv år, har han næsten været på øen en gang om året.
Caroline Wesselhøft har boet de første fem år af sit liv på Læsø, hendes familie er fra øen og har brugt meget tid på øen. Det er som terapi for hende, fortæller hun til TV2 Nord.
Og da Pit Diringer lærte Caroline Wesselhøfts historie at kende via en facebookgruppe for Læsø, var han slet ikke i tvivl.
- Jeg har en bil, et hus og et fint job, så jeg har ikke på den måde brug for de penge. Man skal tænke på andre, og da jeg hørte om Carolines historie vidste jeg, at hun havde meget mere brug for pengene, end jeg har, siger Pit Diringer.
- Læsø er mit andet hjem, og jeg vil også gerne give noget tilbage til det samfund, jeg har haft så meget glæde af, og som har givet mig så mange gode minder, siger Pit Diringer.
- Vi kan alle hjælpe hinanden lidt mere
Og pengene falder også på et meget tørt sted. Caroline Wesselhøft er i gang med sin tredje behandling. Hver behandling koster omkring 6.000 euro, som hun selv skal betale. Derfor er Caroline Wesselhøft selvsagt glad for alle donationer, der kommer hendes vej.
- Det letter virkelig, når jeg kan se, hvor meget folk donerer, siger hun og fortæller, at denne konkrete donation har betydet, at hun kunne begynde tredje behandling uden at skulle stifte gæld.
- Det er så rørende, at både mennesker jeg kender, men også mennesker jeg aldrig har mødt, vil støtte mig, siger, Caroline Wesselhøft og understreger, at hun værdsætter alle donationer - store som små.
Tyske Pit Diringer har før doneret penge i samme størrelse. Ifølge ham burde vi alle tænke lidt mere på hinanden.
- Vi kan alle gøre lidt for andre. Ikke hver dag, hver uge eller hver måned, men en gang imellem kan vi alle hjælpe, siger han og fortsætter:
- En givende hånd er aldrig tom.