Familie fra Nordjylland vandt tre millioner kroner

En familie fra Mariagerfjord Kommune fik sig noget af en overraskelse, da de bare lige skulle ned i Brugsen og have fornyet deres Lotto kupon. Der var gevinst på tre millioner kroner. Foto: Nils Mejlvang, Scanpix.

En familie fra Mariagerfjord Kommune fik sig noget af en overraskelse, da de bare lige skulle ned i Brugsen og have fornyet deres Lotto kupon. Der var gevinst på tre millioner kroner.

Den heldige familie, der består af mor, datter og dennes mand, har spillet de samme Lotto tal i mange år, og efter mange år uden de store gevinster, havde moderen talt om, om de skulle stoppe med at forny deres kuponer hver 3. uge som vanligt, fortæller datteren, der er i 30’erne. De ønsker alle at være anonyme.

- Min mor sagde faktisk til den unge mand, der stod i kiosken, at hun kun ville have kuponen fornyet, hvis der var en million på den. Så jeg kan lovede for, at hun lignede et spøgelse i ansigtet, da maskinen så lidt efter bippede helt vildt, fordi der var en stor gevinst.

Mor og datter vidste dog ikke hvor høj gevinsten var og ringede derfor ind til Danske Spils Kundecenter.

Da de fandt ud af, at de havde udsigt til tre millioner skattefri kroner, kunne datteren ikke holde tårerne tilbage.

- Jeg skal indrømme, at jeg græd af glæde. Jeg havde haft en virkelig dårlig dag og var helt stresset – og så pludselig står man der som millionær på sådan en trist og grå fredag. Det var helt vildt. Jeg har stadig ikke helt forstået det, fortæller den glade vinder.

Kvindens mand er også en del af Lotto klubben, og gevinsten fordeles således med to millioner til parret og en million til kvindens mor. Nogle af de mange penge skal bruges på en ny have og andre fornuftige ting.

Læs også Så skete det igen: Carsten venter på endnu en Lotto-millionær i Tårs

- Det var faktisk ret vildt. Et par uger efter vi havde vundet, skulle jeg lige ind og tjekke noget på min konto. I de få minutter jeg var inde på netbank, rullede gevinsten ind. Man spærrer altså lige øjnene op en ekstra gang, når der pludselig står så mange nuller på kontoen. En helt syret oplevelse. Så gik jeg ind med det samme og betalte restgælden i vores bolig. Bare fordi jeg kunne. Det var altså en fed følelse.

Derudover vil parret gerne ud på en længere rejse næste år. De har flere gange, før de kunne skrive millionærer på CV’et, talt om Maldiverne. Men det er som om, man bliver mere fornuftige, når man rent faktisk har pengene, forklarer den nyslåede millionær.

- Altså for prisen på en tur til Maldiverne kan man jo nærmest få tre rejser til Bali. Så vil vi egentlig hellere ud at rejse tre gange i løbet af de næste tre år, end at bruge pengene på en enkelt luksustur. Selvom det da ville passe sig for en Lotto millionær, siger hun med et grin.

Og fornuften fortsætter ind i juleplanlægningen. Kvinden og hendes mand har nemlig ikke tænkt sig at skalere op på hverken mad eller gaver.

Læs også Heldig nibenit vinder 10 Lotto-millioner

- Man kan jo nærmest ikke proppe mere mad ned, og vi har en datter, som bliver rigeligt forkælet i forvejen. Så vi holder os til det sædvanlige budget på julemiddagen og gaver. Dog kan jeg jo ikke styre, hvad min mor gør med sin million. Jeg kunne godt forestille mig, at der røg lidt ekstra ind under træet.

Forsiden lige nu