Femårsplan: Mere natur i Mariagerfjord Kommune

Borgere, virksomheder og foreninger tages med på råd, når fremtidens natur skal planlægges i Mariagerfjord Kommune.

Politikerne i Mariagerfjord Kommune vil have en ambitiøs femårsplan, der skaber et væld af nye levesteder for planter og dyr. I den forbindelse har kommunens borgere lige nu chancen for at komme med gode og grønne forslag til, hvordan de sammen og hver for sig kan hjælpe planter og dyr, der savner levesteder i den danske natur.

- Vi har fået en biodiversitetspolitik, og nu skal politikken ud og gøre gavn for naturen. Vi vil skabe nye levesteder for planter og dyr og sikre, at alle borgere har adgang til gode naturoplevelser, der hvor de bor. Det kan vi ikke gøre alene. Derfor inviterer vi borgerne, foreninger og andre aktører med, når vi skal udmønte politikken i praksis, siger biolog Anders Horsten fra Mariagerfjord Kommune.

Kommunen har allerede taget initiativ til en række projekter med det omgivende samfund, som viser nye veje. De involverer blandt andet Hobro Golfklub, gipsvirksomheden Knauf og det socialpædagogiske bosted Odamsgård, Mariagerfjord Vand, kommunens genbrugspladser og Arden Skole. Disse samarbejder ønsker kommunen mange flere af.

quote Det batter noget, når vi er flere om at trække læsset. Samarbejde gavner mere end blot naturen. Det skaber også værdi i lokalsamfundet, fordi naturen er en vigtig del af mange menneskers liv.

Anders Horsten, biolog, Mariagerfjord Kommune

- Det batter noget, når vi er flere om at trække læsset. Samarbejde gavner mere end blot naturen. Det skaber også værdi i lokalsamfundet, fordi naturen er en vigtig del af mange menneskers liv, siger Anders Horsten.

Naturtopmøde til foråret

Mariagerfjord Kommune opfordrer alle til at komme på banen med ideer og forslag til, hvordan vi sammen kan skabe et rigere dyre- og planteliv. Forslagene bliver præsenteret på et naturtopmøde til foråret. Her vil de blive drøftet og måske blive en del af en femårsplan, som skal sætte rammerne for arbejdet med naturen frem mod 2025.

quote Vi skal stå sammen, hvis vi for alvor vil give den vilde natur en hånd og gøre vores kommune til et endnu bedre sted at bo, leve og arbejde.

Jørgen Hammer Sørensen, formand for Udvalget for Teknik og Miljø, Mariagerfjord Kommune

Ifølge Jørgen Hammer Sørensen, der er formand for Udvalget for Teknik og Miljø, er det helt naturligt, at alle interesserede nu får lov til at sætte netop deres ideer i spil.

- Vi skal stå sammen, hvis vi for alvor vil give den vilde natur en hånd og gøre vores kommune til et endnu bedre sted at bo, leve og arbejde. Derfor håber jeg, at borgere, virksomheder, institutioner og foreninger vil tage godt imod vores invitation og støtte op om indsatsen med ideer og vilje til samarbejde, siger Jørgen Hammer Sørensen.

- Vi har fået nye stier med fantastiske udsigter på Hobro Golfbane. Vi har skabt et smukt bynært naturareal ved Knauf og Odamsgård, hvilket giver nogle udsatte unge en meningsfuld hverdag, hvor de passer græssende kreaturer. Det er ikke kun godt for vores natur. Det skaber også livskvalitet for de mennesker, der er med i projekterne eller bor i nærheden af dem, siger Jørgen Hammer Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland