Frisør blev knivdræbt på åben gade – nu begynder retssagen mod en 41-årig mand
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Retssagen mod en 41-årig mand begynder tirsdag ved retten i Aalborg. Han er tiltalt for at have knivdræbt en 37-årig mand i Hobro.
Der gik et chok igennem Hobro sidste år, da en 37-årig frisør blev stukket med kniv på åben gade i den himmerlandske by og senere døde af sine kvæstelser.
I dagene efter knivstikkeriet blev en dengang 40-årig mand efterlyst internationalt, og efter få dage blev han anholdt i Italien og sigtet for manddrab.
Tirsdag begynder retssagen mod den nu 41-årige mand, som Nordjyllands Politi mener står bag det fatale knivoverfald.
Ifølge anklageskriftet skulle den 41-årige mand have tildelt den 37-årige frisør flere stik og snit på kroppen med en kniv, der blandt andet beskadigede den nu afdøde mands hjerte og lunge. I fire dage svævede den 37-årige mand mellem liv og død, mens den nu anholdte 41-årige flygtede ud af landet. Den 7. juni sidste år afgik den 37-årig mand ved døden.
Vellidt frisør
Inde midt i Hobro havde den 37-årige en frisørsalon, der var velbesøgt, og derfor var den afdøde også, ifølge vores oplysninger på TV2 Nord, kendt af mange i Hobro og særligt kendt som en god og vellidt mand, der ikke roder sig ud i problemer.
Derfor var bekendte og folk tæt på den 37-årige også uforstående og rystede over, hvordan det kunne ende så fatalt for den vellidte frisør.
Tiltalte og afdøde kendte hinanden
Den 37-årige afdøde blev ifølge TV2 Nords oplysninger overfaldet tæt på sin bopæl. Han blev efter sigende mødt af gerningsmanden ved sin bil, og herefter løb han ud til Randersvej i Hobro efter hjælp.
Ifølge vores oplysninger havde den tiltalte og den 37-årige kendt hinanden gennem længere tid, da de kom i de samme kredse og har gået på sprogskole sammen, ligesom den tiltalte havde bopæl i Hobro.
Dom til december
Retssagen mod den 41-årige mand kører som en nævningesag, hvor det altså er seks almindelige borgere der sammen med tre juridiske dommere skal afgøre, om den 41-årige er skyldig eller ej.
Den endelig dom ventes senest at være afgivet den 21. december efter i alt otte retsmøder.