Mathias har købt byens gamle skole: Vil skabe liv med nyt erhvervshus

Mathias Knudsen fra Skelund-området arbejder på at omdanne byens 2200 kvm gamle skole til et nyt erhvervsfællesskab, der kan rumme omkring 23 små virksomheder.

Mathias Knudsen er til daglig håndværksmester, og han har gjort sig noget af et usædvanligt køb. Han har nemlig købt den gamle skole i byen Skelund.

- Det er et satset køb, men jeg er ikke bange for at tage chancer, siger Mathias Knudsen til TV2 Nord.

I sommeren 2019 lukkede den lokale skole i byen, efter byrådet i Mariagerfjord Kommune havde besluttet i stedet at samle børnene på nabobyens skole i Als. 

Skolens gamle bygninger har siden da stået tomme, men det skal nu være slut.

Lokale Mathias Knudsen er nemlig ved at omdanne den tidligere skole til et erhvervsfællesskab, der kan rumme omkring 23 små virksomheder. Formålet er at holde gang i den lille by.

- Ellers så sker der ingenting herude. Vi skal passe på de ting, vi har, og vi skal helst skabe noget nyt, forklarer han til TV2 Nord.

I videoen kan du få en rundtur i bygningerne i Skelund og høre mere om Mathias Knudsens projekt.

Eneste reelle bud på ejendommen

Mathias Knudsen har købt den 2200 kvm store ejendom af Mariagerfjord Kommune, efter den blev sat i udbud. Og Mogens Jespersen (V), der er borgmester i kommunen, glæder sig over handlen og projektet.

- Det er dejligt, når det er en lokal (borger, red.), der kan se mulighederne, og som gerne vil hjælpe i Skelund-Veddum-området, siger borgmester Mogens Jespersen til TV2 Nord.

Borgmesteren forklarer, at en række lokale borgere viste interesse for ejendommen for omkring et år siden, da den var i udbud. Dog krævede dét projekt ifølge borgmesteren, at kommunen skulle spæde økonomisk til hvert år i forhold til driften.

- Og da byrådet har sagt, at vi fremadrettet ikke skal have drift på den lukkede skole, så var det desværre ikke en mulighed, vi kunne gå ind i, forklarer Mogens Jespersen.

Men efterfølgende meldte Mathias Knudsen sig på banen, og han gav det første og eneste reelle bud på ejendommen - og fik handlen i hus.

quote Drømmescenariet er jo, at det bliver en succes, så det kan være inspiration for andre byer

Mathias Knudsen, håndværksmester og iværksætter, Skelund

Slipper for nedrivning

Hvis ikke Mathias Knudsen - eller en anden - havde valgt at købe ejendommen, så skulle skolens gamle bygninger rives ned.

Borgmester Mogens Jespersen (V) forklarer, at byrådet har vedtaget, at bygninger i kommunen skal rives ned, hvis de har stået tomme i en årrække uden at blive vedligeholdt.

- Det koster 2,8 millioner kroner at få den fjernet, men det slipper vi for nu, og i stedet bliver der et stort aktiv for byen. Det er vi rigtig glade for, siger borgmesteren.

quote Det koster 2,8 millioner kroner at få den fjernet, men det slipper vi for nu, og i stedet bliver der et stort aktiv for byen. Det er vi rigtig glade for.

Mogens Jespersen, borgmester, Mariagerfjord Kommune, Venstre

Og at undgå en nedrivning i Skelund var netop også vigtigt for Mathias Knudsen.

- Man vil ikke have dem til at stå som spøgelsesbygninger. Og i og med der var gået halvandet år, så var det jo også noget af det, jeg var bange for - at vi ville få et hul her midt i byen, siger han til TV2 Nord.

Næste skridt - lokalplanen skal ændres

Næste skridt i projektet er, at kommunen skal have ændret områdets lokalplan, og først når det er sket, kan Mathias Knudsen gå i gang med arbejdet med at istandsætte bygningerne.

- Jeg tripper rigtig meget for at komme i gang. Jeg har sådan en spirende ADHD i mine fingre, siger han med et smil.

Men selvom håndværksmesteren på væbne sig med tålmodighed lidt endnu, så er drømmene for projektet helt på plads.

- Drømmescenariet er jo, at det bliver en succes, så det kan være inspiration for andre byer, siger han.

Mathias Knudsen regner med, at de første virksomheder bliver budt velkommen i det nye erhvervsfællesskab ved udgangen af efteråret. Han fortæller derudover, at et par lokale virksomheder allerede har tilkendegivet, at de er interesseret i at leje sig ind i erhvervsfællesskabet.


Seneste nyt

fra Nordjylland