Yaw Amankwah efter en brændt mulighed mod Viborg søndag d. 2. juni 2019. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Profil forlader Hobro: Læs afskedsbrev her

Norske Yaw Amankwah forlænger ikke sin kontrakt med Hobro. Han har lært "at knokle røven ud af bukserne" i klubben.

Samme dag som Hobro indgik en aftale med en ny schweizisk forsvarsspiller, forlader en af klubbens profiler den nordjyske klub.

Det er forsvarskrumtappen Yaw Amankwah som takker af efter to et halvt år i klubben.

- Yaw har haft et ønske om at flytte tilbage til Norge, hvor hans kone bor og arbejder. Det er en beslutning, som vi har fuld forståelse for, og som vi selvfølgelig respekterer, fortæller sportschef i Hobro, Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

Det blev til 65 kampe og tre mål for den norske stopper under tiden i Hobro.

Læs også Jesper Rask redder sejr til Hobro

Også angriberen Sebastian Grønning med en fortid i AaB forlader Hobro.

Han nåede 46 kampe og ni scoringer i den gule trøje.

- Vi har været enormt glade for at have både Yaw og Sebastian i Hobro IK. De har begge pyntet i vores klub, og de skal begge have en stor tak for indsatsen her i klubben. Vi ønsker dem begge held og lykke med fremtiden, siger Jens Hammer Sørensen. 

Herunder kan du læse Yaw Amankwahs afskedsbrev til fansene af Hobro.

Åbent brev til Hobro IK’s supportere

Til den lille klub med det store hjerte
 
Så er det tid til at stoppe. Nu er tiden kommet, hvor jeg vender hjem til Norge. Jeg har allerede taget afsked med mine holdkammerater, trænerne, staben og de andre i klubben. Men jeg vil også benytte denne anledning til at sige nogle ord til jer - klubbens trofaste supportere.
 
Da jeg kom til Hobro, var det efter en svær og vanskelig periode i min karriere og i mit liv. En korsbåndsskade og påfølgende kontraktudløb i den bedste række i Norge gjorde, at jeg var nødt til at spille en sæson på tredjebedste niveau, og mange havde på det tidspunkt afskrevet mig på topniveau. Gennem min gode ven Pål fik jeg muligheden for at prøvetræne med Hobro IK i januar 2017, og siden er det bare gået slag i slag.
 
Noget af det første, der slog mig i min tid her, var den unikke kultur og miljøet. Her tog man vare på hinanden. Det er ikke tale om at gå rundt i hver sin egen lille boble. Skulle man opnå noget i Hobro, kunne det kun ske på en måde. Sammen. Der eksisterede en omtanke og empati her, som jeg aldrig har oplevet i mine tidligere klubber.
 
På samme tid var der heller ingen tvivl om, at Hobro IK var og er en klub for rigtige mandfolk. Man skal tåle at kæmpe mod alle odds mod de større og mægtigere. Man skal tåle at blive afskrevet og latterliggjort. Man skal tåle at leve under en forventning om at skabe resultater, som egentlig strider imod alle fodboldverdenens økonomiske og sportslige naturlove.
 
”Hobro er en lorteklub, der slet ikke hører hjemme i Superligaen.”
 
”Deres stadion er for lille og deres spillere for ringe til det her niveau.”
 
”De magter ikke at trække folk på stadion og skabe indtægter for dansk fodbold.”
 
Og så videre, og så videre... Bla, bla, bla…
 
Fuck them all.
 
De aner ingenting.
 
Sandheden er, at det er de allerfærreste, hvis nogen i det hele taget, af de andre klubber i Superligaen, som magter at få så meget ud af hver enkelt krone, hver eneste person og hver eneste ressource, som man gør i Hobro IK.
 
Det klarer man ved at være bedst på nogle af de parametre, som ikke kan måles i penge. Disciplin, ydmyghed, sammenhold og stor respekt for hinanden. Og selv om jeg har haft nogle sprogproblemer i min tid her, er det et fantastisk udtryk på dansk, som bedst af alt beskriver, hvorfor man i Hobro IK nu kan se frem til sin tredje Superliga-sæson i træk. Det handler mest af alt om en ting: ”at knokle røven ud af bukserne!”. 
 
Jeg skriver det her brev med tårer i øjnene, fordi det er trist at forlade en klub, en by og en masse mennesker, som jeg har nået at blive så glad for i mine to og et halvt år her. Men samtidig er det med et smil på læberne, fordi vi har skabt så mange gode minder sammen.
 
Den følelse af anerkendelse, accept og respekt, I har givet mig, er en følelse, jeg kommer til at bære med mig resten af livet. Den opbakning, vi har fået hele vejen, men især de seneste par uger, er en af hovedårsagerne til, at min karriere i Hobro IK fik en lykkelig slutning.
 
Til jer alle, det har vært en stor ære at få lov til at repræsentere den gule trøje og repræsentere Hobro IK, og jeg er evigt taknemlig.
 
 
 
Kærlig hilsen
 
Yaw Ihle Amankwah