Sejhval vender tilbage til Hobro

For to år siden strandede en sejhval i Hobro Havn. Ti dage senere døde den, men nu er hvalens skelet og hjerte vendt tilbage til byen for enden af Mariager Fjord, hvor det udstilles.

Det var noget af et tilløbsstykke, da en sejhval for to år siden havde forvildet sig 32 kilometer ind gennem Mariager Fjord til havnen i Hobro.

Hvalen trak stor opmærksomhed fra såvel medier, som nysgerrige borgere fra nær og fjern. Men samtidig var der også en undren over, hvorfor sejhvalen svømmede rundt i havnen.

Det viste sig, at hvalen var syg, og ti dage efter dens ankomst, døde den.

Nu er hvalen, eller rettere dele af hvalen, vendt tilbage til Hobro. Dens skelet og hjerte er nemlig blevet en del af en udstilling på Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord.

- Det er helt super. Vi er gået ind i det her for at fuldende og lave en super god udstilling, der indeholder mange ting – ikke bare skelettet, siger Peter Leth, der er ejer af Hobro Værft.

Donation har gjort det muligt

Skelettet er otte meter langt, og kan lige akkurat hænge under loftet langs en af væggene på kulturcenteret.

Men udstillingen består ikke bare af sejhvalens jordiske rester. Historien om hvalen bliver fortalt gennem forskellige videoer.

- Den her hval har haft en stor betydning for byen og for byens borgere. Derfor synes jeg, det kunne være spændende både at se det fra byens og borgernes perspektiv, men også hvor der er noget for de mere nørdede, som kan få indblik i hvordan hvalen har haft det, siger formidler på Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord, Johan Leth.

Fredag blev udstilling så indviet. Det foregik med deltagelse af flere af dem, der hjalp til med bjergning og dissekering af hvalen. Det er blandt andet en donation fra Jutlander-Fonden på 190.00 kroner, der har gjort udstillingen mulig.

Udstillingen kan opleves på Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord i Hobro hver dag den næste måned fra klokken 10 til 16.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland