Sygeplejerske i opråb efter tvang: - Jeg overvejer at opsige min stilling

Sygeplejersker fra Hobro tvinges til at arbejde weekender i Aalborg, fordi der mangler folk. Annemette Zink frygter for konsekvenserne.

I disse dage tager en lang række sygeplejersker i især Hobro stilling til, om de vil acceptere mod deres vilje at skulle tage weekendvagter i Aalborg - eller om de skal betragte sig som opsagt. 

Fra 1. august skal 65 sygeplejersker nemlig hjælpe til på en afdeling, der har svært ved at hyre nok ansatte. De skal tage omkring seks weekender om året. 

Annemette Zink, der er operationssygeplejerske i Hobro, er langt fra enig i den beslutning.

quote Tvang er ikke løsningen. Vi har jo planlagt vores liv efter at arbejde i Hobro. Nogle er enlige forsørgere og har ikke bil, andre skal til at have en ekstra bil. Det står slet ikke på mål for den løn, vi får

Annemette Zink, operationssygeplejerske

Skaber utryghed

Hun frygter for, hvad det kommer til at betyde i en branche, der i forvejen mangler sygeplejersker. 

- Flere overvejer at opsige deres stilling. Nogle vil blive, for der skal jo brød på bordet, men det er ikke glade medarbejdere, man får ud af det. 

Annemette Zink overvejer også selv sin fremtid på sygehuset. 

- Nu har jeg arbejdet i 30 år med det, jeg kunne tænke mig at arbejde med, og så bliver gulvtæppet hevet væk under en. I en tid, hvor der er mangel på sygeplejersker, forventer man ikke, at man så bliver behandlet så dårligt, siger hun. 

Som specialuddannet forstår hun ikke rimeligheden i, at hun skal til at arbejde i en almen kirurgisk afdeling.

- Man tager specialsygeplejersker væk for at varetage nogle basale sygeplejeting, som andre, der ikke har den specialuddannelse, kunne lave. 

Hun fortæller, at ledelsens beslutning har skabt en enorm utryghed blandt sygeplejerskerne.

- Der er en usikkerhed i, at man med så kort varsel kan få ændret sit ansættelsesbrev. Så frygter vi, hvad de næste gang vil ændre. 

Frygter dårligere patientsikkerhed

De 50 kilometer længere nordpå er ifølge Annemette Zink ikke kun en ulempe for personalet. For patienterne kan serviceniveauet også blive forringet.  

- Der går lang tid, før jeg vil sige, at patientsikkerheden er i top. Vi skal starte fra bunden af, når vi ikke har nogen tilknytning til afdelingen, og vi kender ikke specialerne, siger Annemette Zink. 

Sat på yderste spids mener hun også, at hendes 30-årige erfaring som sygeplejerske er på spil, hvis hun skal arbejde på en ny afdeling.

- Selvfølgelig er der nogle basale ting, vi kan som sygeplejersker, men det tekniske og planlægningsmæssige ved vi ikke nok om, hvis der sker noget. Der er større risiko for fejl, når man ikke har erfaringen og en daglig gang på afdelingen, slutter hun. 


Seneste nyt

fra Nordjylland