LIGE NU:

Camilla har brugt timevis i marken – nu hyldes hendes ide til at hjælpe landmænd

Et hold HHX-elever fra Morsø Handelsgymnasium har vundet Danish Entrepreneurship Festival med en drone, der skal bekæmpe flyvehavre.

Da dommeren sagde, at dette års vindere af Danish Entrepreneurship Festival var flyvende, gik realiteterne op for af Camilla Højgaard, Mikkel Bæk Christensen, Maja Korsgaard Sørensen og Frederik Bødskov Larsen – deres droneidé havde netop sikret dem sejren i idékonkurrencen for ungdomsuddannelser.

- Vi skreg og var helt oppe og køre. Det var en vanvittig oplevelse, siger Camilla Højgaard, der går i 2.g på Morsø Handelsgymnasium.

Vinderholdet stillede op til konkurrencen med idéen om en drone, der ved at overflyve marker kan identificere flyvehavre. Flyvehavre skal ifølge loven bekæmpes, og med dronen vil landmanden nemt kunne se, hvor der skal sættes ind.

- Jeg er selv landbrugsdatter og har brugt mange timer på at plukke flyvehavre. Efter denne sommer i marken tænkte jeg, om der ikke var en nemmere måde at gøre det på, siger Camilla Højgaard.

Camilla Højgaard og hendes familie bruger hvert år mange timer i marken, hvor de plukker flyvehavre.
Camilla Højgaard og hendes familie bruger hvert år mange timer i marken, hvor de plukker flyvehavre.
Foto: Camilla Højgaard

Kan forhindre unødvendig brug af sprøjtegifte

I dag foregår bekæmpelsen af flyvehavre enten ved, at landmænd sprøjter marken med sprøjtegift i forsommeren, eller ved at de manuelt finder og fjerner flyvehavren i juni og juli.

- Ulempen ved den første metode er naturligvis, at det kræver et stort forbrug af sprøjtegifte, mens ulempen ved den anden metode er, at det tager utrolig mange timer at komme igennem markerne manuelt, siger Camuilla Højgaard.

Netop muligheden for at forhindre unødig nedsivning af sprøjtegift til grundvandet blev fremhævet af dommerpanelet, da de forklarede, hvorfor holdet, der kalder sig WildOat Drones, blev årets vindere.

 
 
Foto: Camilla Højgaard

Præmie skal bruges på udvikling af dronen

I alt deltog mere end 90 elevhold fra hele Danmark i idékonkurrencen, og Morsø Handelsgymnasium havde tre elevhold i finalen ved Danish Entrepreneurship Festival.

Det er første gang, at handelsgymnasiet har elevhold i finalen, og underviser Pernille Græsbøl Eriksen er stolt over sine elever.

- Det er superflot, og så er det fantastisk, at de tager udgangspunkt i noget, de selv kender til, siger hun.

Udover æren fik WildOat Drones en præmie på 10.000 kroner. Penge, som de vil bruge som startkapital til at udvikle den nødvendige software til dronen.