14 uddannelser skal lukke: - Ærgerligt, for nogle af mine bedste ansatte er fra UCN, siger direktør

For at finansiere udflytningen af studiepladser uden for Aalborg, skal UCN lukke 14 uddannelser. Men det er en forkert beslutning, lyder kritikken fra det nordjyske erhvervsliv.

Det er 'meget alvorligt' og kommer til at få konsekvenser for det nordjyske erhvervsliv, at der bliver lukket engelsksprogede uddannelser for at finansiere udflytningen af andre.

Sådan lyder kritikken dagen efter regeringen - med bred politisk opbakning - præsenterede nye uddannelsespladser.

- Jeg synes, det er ærgerligt. Nogle af mine allerbedste medarbejdere er kommet direkte fra UCN, fortæller Daniel Lux, direktør i den børsnoterede it-virksomhed Seluxit, der ligger i Aalborg.

Daniel Lux
Foto: Emma Fjordbak / TV2 Nord

I den engelsktalende virksomhed er 65 procent af de ansatte med udlandsk baggrund, og flere har fået job via praktik og studiejobs igennem netop UCN og har typisk taget en engelsksproget uddannelse som eksempelvis datamatiker.

- Det har betydet rigtig meget, det er nogle af mine bedste medarbejdere i dag. De er virkelig kvikke og skaber god dynamik og innovationskraft, siger Daniel Lux.

Derfor frygter han og flere fra det nordjyske erhvervsliv lukningen af 14 engelsksprogede uddannelser med i alt 450 studerende på UCN.

Lukningen er et led i finansiering af uddannelser som socialrådgiver og tandlæge i Hjørring. Uddannelses- og forskningsministeriet oplyser, at det sker med baggrund i høj dimittendledighed samt SU-gæld blandt de udenlandske studerende.

- Men der går også danskere på de engelsksprogede uddannelser, som dygtiggør sig og bliver parate til et internationalt arbejdsmarked. Og det er altså vigtigt for Nordjylland, når det kommer til eksport, siger uddannelsesdirektøren på UCN, Peter Møller Pedersen.

VIDEO: Se hele indslaget om lukningen af uddannelser

Kan miste skattekroner 

Uddannelsesdirektøren erkender, at der har været udfordringer med at få koblet de studerende til virksomheder, men at man har arbejdet intenst på det de seneste år – blandt andet med danskundervisning fra dag ét.

- Det er en meget omfattende beslutning at tage – at lukke 14 internationale udbud. Man kunne måske have fundet nogle mellemløsninger. Jeg frygter, det får rigtig store konsekvenser for Nordjylland. Vi ville gerne have haft mere tid til at vise resultater, siger Peter Møller Pedersen.

Beslutningen undrer også direktør i Erhverv Norddanmark, der kalder det "tvingende nødvendigt" at beholde visse typer af uddannelserne i Nordjylland.

quote De er virkelig kvikke og skaber god dynamik og innovationskraft.

Daniel Lux, direktør, Seluxit

- For os handler det rigtigt, rigtigt meget om, at vi får skabt jobs. Får tiltrukket virksomheder, som har brug for de her teknologistuderende. Og det er bare et must, hvis vi skal realisere de store paner, vi har sat i gang i Nordjylland, siger han.

I sidste ende kan lukningen af de 14 nordjyske uddannelser ende med at koste dyrt for Danmark, vurderer direktøren i Seluxit.

- Jeg kan frygte, at vi bliver nødt til at outsource min udvikling til andre lande, og i sidste ende rammer det Danmark, for de skattekroner, som vi også tjener, kommer i stedet til Bulgarien eller Rumænien, siger Daniel Lux.


Seneste nyt

fra Nordjylland