45-årig tiltalt: Voldtægtssag begynder i landsretten
Foto: Henning Bagger, Scanpix
En sag om 10 år med voldtægter og mishandling af fire kvinder begynder i dag ved Landsretten i Aalborg.
En 45-årig mand, der sidste år blev idømt forvaring for voldtægt og mishandling af fire kvinder, tager i dag hul på sin ankesag ved Vestre Landsret
Retten i Hjørring var ikke i tvivl sidste år: 10 års mishandling og voldtægt af fire kvinder udløste i december sidste år en forvaringsdom til en dengang 44-årig mand fra Nordjylland.
Men manden selv ville det anderledes og ankede dommen til Vestre Landsret, som netop i dag tager hul på sagen, som omfatter ikke mindre end 53 forhold.
Det første ligger tilbage i 2004, hvor den 45-årige gentagne gange bankede og voldtog sin daværende kæreste. Siden gik det ud over yderligere tre kvinder, han var kærester med og nabo til over de næste 10 år, hvor han igen voldtog og mishandlede dem med sprøjter, syre og pisk, fremgår det af anklageskriftet, over det meste af Nordjylland og enkelte steder i Østjylland.
Anklager i sagen, Peter Rask, lænede sig op af en retsspykiatrisk vurdering af den 45-årige, da han krævede en forvaringsdom sidste år. Den viser, at han er dyssocial, og Retslægerådet, der vurderede ham, fandt ikke, at der var mulighed for andre foranstaltnigner end forvaring, hvor det er retten, der afgør, om og hvornår den dømte kan løslades.
De fire kvinder blev af Retten i Hjørring tilkendt erstatninger på 80.000, 120.000, 75.000 og 177.100 kroner for de overgreb, den 45-årige skulle have begået mod dem.
Det er nu op til Vestre Landsret i Aalborg at vurdere, om dommen fra Retten i Hjørring skal stadfæstes, eller om den manden kan frifindes eller få en mildere dom. Sagen kører frem til den 15. september.