Aalborgensisk byggedirektør er Nordjyllands bedste leder
Foto: UCN
Direktør i entreprenørvirksomheden TL Byg, Peter Boltau, løb med sejren, da Den Nordjyske Ledelsespris 2019 skulle overrækkes.
Det var en både glad og stolt prisvinder, der fredag tog imod statuetten, som bevis på titlen som Nordjyllands bedste leder. Peter Boltau, der er administrerende direktør i entreprenørvirksomheden TL Byg, har netop modtaget Den Nordjyske Ledelsespris 2019.
- Dem som kender mig ved, at min primære drivkraft er glæde. Vi skal have det sjovt, når vi går på arbejde. Så det her er helt fantastisk. Især forbi anerkendelsen kommer fra mine egne medarbejdere, lyder det fra Peter Boltau i en pressemeddelelse.
Den 49-årige direktør ser prisen som en anerkendelse af, at han og virksomheden er på vej i den rigtige retning.
Stor energi og mod til konfrontation
Peter Boltau beskrives som en en leder med en afsmittende energi og positivitet. En super sparringspartner og en chef der tør tage diskussionerne og konfrontere den modstand, der måtte opstå. Sådan lød det blandt andet i indstillingen fra medarbejdere i TL Byg.
Prisen uddeles på baggrund af en række kriterier, der blandt andet stiller skarpt på troværdighed, arbejdsmiljø, evnen til at motivere og udvikle medarbejdere samt opnåelse af positive resultater.
- Han har som formand for arbejdsmiljøudvalget i virksomheden sat ekstra fokus på arbejdsmiljøet på byggepladserne. Der er investeret i en ekstern arbejdsmiljøkonsulent, der månedligt besøger byggepladserne og står til rådighed for sparring, siger Ane Davidsen, der er områdedirektør hos UCN act3learn og medlem af dommerkomiteen.
Det er 12. gang, at Den Nordjyske Ledelsespris bliver uddelt. Bag prisen står UCN act2learn, Lederne Himmerland, Nordjyske Bank og Erhverv Norddanmark.