Aalborgs biskop raser: - Staten begynder at blande sig i, hvad folket laver

Thomas Reinholdt peger på, at det er et problem, at staten får for stor indflydelse på kirkens indhold.

Regeringens planer om at sløjfe helligdagen St. Bededag har vakt kritik – politisk såvel som kirkeligt. Og nu advarer landets biskopper endnu en gang om at afskaffe helligdagen. 

Det sker efter kirkeminister Louise Schack Elholm (V) har sagt, at det sandsynligvis ikke bliver op til Folketingets partier at stemme ja eller nej til forslaget om at afskaffe Store Bededag.

- Det ser vi på med stor alvor og forundring. Ikke mindst, hvis det sker uden inddragelse af folkekirkens parter, lyder det tirsdag i en fælles udtalelse fra de danske biskopper.

Overskrider grænse

Mandag aften havde landets biskopper møde for at drøfte de nye udmeldinger. Her var biskop over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen, til stede.

- De udmeldinger, der har været fra regeringen de seneste dage, har lydt, at det er noget, som regering selv klarer. Dermed overskrider de den grænse, der er mellem kirke og stat, siger han.

Biskopperne mener, at regeringen vil forskyde grænsen mellem folkekirke og statskirke ved ikke at lade det være op til Folketinget.

Derimod lægger kirkeministeren op til, at Store Bededag fjernes ved "kongelig resolution" alene. Det vil altså sige en beslutning, der formelt er truffet af regenten, men reelt indstillet og bestemt af statsministeren - uden om det øvrige folketing.

- Det vil være et markant brud på vores folkekirkeordning, som den nu har eksisteret i 174 år. Desuden vil konsekvenserne række ud over det folkekirkelige område. 

- Det vil sætte forholdet mellem stat og kirke under pres, og vanskeliggøre det fremtidige samarbejde mellem Folketinget, Regeringen og Folkekirken, lyder det fra biskopperne.  

Thomas Reinholdt peger på, at det er et problem, at staten får for stor indflydelse på kirkens indhold. 

- Nu bliver det staten, der bestemmer, hvad der skal prædikes over i vores kirker, og det er et stort problem - ikke kun for det kirkelige område, for det betyder også, at staten begynder at blande sig i, hvad folket laver, og det er man nødt til at eftertænke en ekstra gang.

Desuden fremgår det af den fælles udtalelse, at biskopperne undrer sig over ministerens udtalelse om, at hun har forsøgt at tage kontakt, men at biskopperne kun ønsker at kommunikere på skrift. 

Brug for fri

Thomas Reinholdt mener at St. Bededag er noget helt specielt på trods af, at helligdagen ikke direkte har en kobling til Bibelen, som for eksempel påsken har.  

- Store Bededag er noget særligt for os. Det er en dag til fred og forsoning. Derfor er det også uklogt at afskaffe den i en tid, hvor man oplever krig tæt på, understreger biskoppen. 

Regeringen vil afskaffe en helligdag for at finansiere, at Danmark kan nå målet om at bruge to procent af BNP på Forsvaret i 2030. Det ser Thomas Reinholdt også som et problem i en verden, hvor der i forvejen er travlt. 

- Vi har ni helligdage. Samtidig har vores forretninger åbent alle dage. Måske har vi også brug for at hvile, og have tid til eftertanke?

Afskaffelsen af helligdagen kan også ende med at få konsekvenser for selve kirkens arbejde. 

- Når man fjerner helligdagene, så fjerner man også teksterne, der skal høres i kirken. Så glider de tekster ud, og så hører man dem ikke i kirken mere, og det er jo ikke statens opgave at bestemme det, fastslår han.

Herunder kan du se Thomas Reinholdt forklare, hvorfor der vil forsvinde tekster, hvis helligdagen afskaffes:


Seneste nyt

fra Nordjylland