Boligmarkedet slår rekord for andet år i træk

2020 var et ekstraordinært godt salgsår for landets ejendomsmæglere, men 2021 blev endnu bedre.

Salget af boliger er fra 2020 til 2021 steget i 75 af landets 98 kommuner. Det viser tal fra Boligsiden. 

En af de kommuner, der har haft den allerstørste stigning i antallet af handlede boliger, er Brønderslev, hvor der sidste år blev solgt 34 procent flere boliger sammenlignet med året før. 

- Der har været gang i handlerne i hele landet, og når salget stiger mest i byer som Brønderslev, så fortæller det os, at flere dele af landet er blevet mere attraktiv, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Ifølge kommunikationsdirektøren skyldes det blandt andet, vi befinder os i en tid, hvor corona og hjemmearbejde har åbenbaret, at man godt kan bo længere væk fra sit arbejde. Det betyder vækst i områder, hvor man som boligkøber kan få mere for sine penge.

Færre bolighandler i de største byer

Ikke overraskende, er det i landet største byer, at der er blevet solgt flest boliger. Men faktisk er det sådan, at boligsalget i landet to største byer, København og Aarhus, er faldet en smule, når man sammenligner med 2020. 

Men i Odense og Aalborg, der er landets tredje- og fjerdestørste by, er boligsalget steget. I Aalborg er salget fra 2020 til 2021 steget med hele 17 procent.


Seneste nyt

fra Nordjylland