Booking.com skyldte David 80.000 kroner - nu er der nyt i sagen
Foto: Privatfoto
David manglede tilbage i september 80.000 kroner fra Booking.com.
- Vi har fået vores penge - vi er nogen af de få heldige.
Sådan lyder det fra David, der 27. september manglede 80.000 kroner fra Booking.com.
Han er sammen med sin kone indehaver af Lille Knudsgaard og udlejer to feriehuse ved Vrensted. De havde dengang ikke modtaget betalinger i omkring 2,5 måned.
- Det er uordentligt. Mange har det som en del af lønnen. Vi som værter synes, det er underligt, at en så stor virksomhed har den slags tekniske problemer og ikke kan løse dem ret hurtigt, konstaterer David.
Fulde navn
TV2 Nord har valgt ikke at bringe Davids efternavn af hensyn til hans arbejde, som han har ved siden af feriehusudlejningen.
Redaktionen er bekendt med hans fulde navn.
Krisemøde afholdt
Christel Schaldemose, spidskandidat for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet, har ifølge B.T. holdt et krisemøde med tech-giganten Booking.com.
Til mediet kaldte hun Booking.coms opførsel for fuldstændig uacceptable.
- Det er ganske alvorligt. De blev overrasket over, hvor mange der stadig mangler penge, forklarer hun til B.T. efter mødet, og tilføjer:
- De tror, at de har løst det. Det har de ikke.
Hun skal ifølge mediet mødes med bookingplatformen igen om nogle måneder for at lave en opfølgning på situationen.
Bruger stadig Booking.com
David og hans kone har i deres tid som feriehusudlejere kun brugt Booking.com som platform. Men med de daværende betalingsproblemer er det ved at ændre sig.
- Vi er i gang med hotels.com, men det er svært at komme udenom booking.com, fordi de har 70 procent af markedet, forklarer David, og fortæller videre, at parret har ændret på spillereglerne.
- Vi bruger stadig booking.com, men vi har ændret det sådan, at vi har købt en terminal, så vi afregner direkte med vores gæster, og så sender booking.com fakturaer til os – vi har kontrollen med det.