Journalist Robert Bedsted er veteran. Han har stiftet bekendtskab med isolation og indskrænket frihed, inden coronapandemien ramte os alle. Det skete i det tidligere Jugoslavien.
Som en anden straffefange sætter man først rigtig pris på friheden, når man mister den.
Jeg har tilbragt et helt år i en coronaboble. Længe før coronabobler overhovedet var opfundet.
40 gange 40 meter hegnet ind med pigtråd sammen med de samme seks mennesker.
I et år. Jeg lærte at selvisolere, længe før corona gjorde det moderne. Og så lærte jeg at navigere i en hverdag, hvor retningslinjer og ordrer blev ændret med dages og til tider timers varsel.
De to gange seks måneders udsendelse ændrede os alle sammen. På godt og ondt. Sådan tror jeg også vi nordjyder vil se tilbage på de her år engang i fremtiden.
Min første udsendelse som soldat var helt tilbage i halvfemserne. Jeg var FN-soldat under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, og min gruppe boede på November Delte 8.7 langt ude i bjergene, midt i de serbiske kampstillinger.
Observationsposten blev i det daglige kaldt Ydre Udgaard.
De to gange seks måneders udsendelse ændrede os alle sammen. På godt og ondt. Sådan tror jeg også vi nordjyder vil se tilbage på de her år engang i fremtiden.
Dengang tog det lang tid at ”komme tilbage” efter isolationen. For enkelte af mine gamle kolleger lykkedes det aldrig at ”finde hverdagen” igen. Jeg vil tro, at eftervirkningerne af den her coronapandemi på mange måder vil ligne.
Vi skal alle finde hinanden igen. Vi skal se om, vi kan få hverdagen til at fungere igen. Vi skal genfinde tilliden til hinanden og vores omgivelser. Det kommer til at tage tid.
'Udfordringer' på hjemmekontoret
Hele efteråret har jeg siddet på mit hjemmekontor og arbejdet med en serie. Udfordringen – Kampen om Kilimanjaro. Mutters alene. Tre måneder i streg.
Kun i elektronisk kontakt med min chef og seriens producer Thomas Vinther. Min dejlige hustru Anne-Mette er skolelærer og har haft onlineundervisning og oveni det hele har Nanna på ni skullet have hjemmeskole.
Det har ganske enkelt været frygteligt. Det har slidt på familien. Vi har været pressede. Sådan rigtigt pressede.
Fra nytår fik jeg ”udgangstilladelse”.
Det er et uhyggeligt pres og man risikerer at komme til at betale dyrt engang i fremtiden.
Jeg var ikke helt klar over, hvor stor betydning, det ville få.
Da Udfordringen – Kampen om Kilimanjaro var afleveret kunne jeg vende tilbage til vores nyheder på TV2 Nord.
Flere gange om ugen har jeg kunnet ”forlade observationsposten” og køre ud i virkeligheden.
Bevares, med mundbind, visir og et enormt forbrug af håndsprit. Men ud i ”friheden”. Ud i virkeligheden. Væk fra hjemmeskole, isolation, indelukkethed og truende depression.
Uden Anne-Mette og Nanna, min store datter Henriette og mit barnebarn Noah var jeg blevet helt bims.
Ud og møde andre. Almindelige mennesker. På to meters afstand ganske vist og med afsprittet kamera og mikrofon. Men alligevel, i en bil med en kollega, tværs gennem Nordjylland. I solskin på landevejen. Med rockmusik på bilradioen. Ud i friheden.
Heldig - med hund
Nu lyder det næsten som om, jeg er træt af min familie. Sådan er det naturligvis ikke. Jeg elsker min familie. Og vores nye hund ”Idun”. Jeg elsker gåturene i Skanseparken og langs fjorden med mine kære.
Uden Anne-Mette og Nanna, min store datter Henriette og mit barnebarn Noah var jeg blevet helt bims. Og hunden har virkeligt været en ”lifesaver”. Jeg forstår godt, at internaterne er tømt for kæledyr for tiden. Uden min velfungerende ”base” ville den her periode sikkert resultere i tårnhøje psykologregninger engang i fremtiden.
Men friheden ved at kunne tage på arbejde og møde sine kolleger er for mig, det der har gjort den helt store forskel. Jeg føler oprigtigt med dem, der er tvunget til at blive hjemme.
Det er et uhyggeligt pres og man risikerer at komme til at betale dyrt engang i fremtiden.
Jeg er heldig, meget privilegeret og taknemmelig.
Mens jeg skriver det her, skinner solen udenfor og jeg har stille musik i mit headset.
Der er bidende koldt i Nørresundby, men om lidt vil hele familien gå en tur med Idun.
Nyde den friske luft og solens skarpe lys. Bagefter vil vi spise varm leverpostej på rugbrød.
Og i morgen vil jeg køre på arbejde. Ud i virkeligheden. Væk fra min coronaboble i otte timer.
Næsten som hvis virkeligheden var normal.