Der er en række ting, jeg har brugt markant mindre af det seneste års tid. 

Hårshampoo for eksempel. 

Og skjorter. 

Dieselolie - Q8 har skrevet de savner mig. 

Barbermaskinen har holdt nogle gode, lange pauser. Habitten - jeg har glemt, hvor den er. Og min kalender. Min trofaste, uundværlige ven, som indtil marts i fjor sørgede for, at jeg ikke missede et møde, en flyver eller en aftale. Jamen, jeg kan ikke engang huske koden!

Der har været masser af møder, ganske vist - en uendelig række af møder, der stort set uden undtagelse er begyndt med fem minutters øvelse i, hvem der kunne høre noget, se noget og i det hele taget komme på. 

Kan du høre noget? 

Nej, jeg kan ikke høre noget, men jeg kan godt se dig. Kan du se mig? 

Nej heldigvis, tøhø. 

Og videre i den dur.

Men flyveture og aftaler, dem har der ikke været ret mange af. Altså sådan rigtige, fysiske goddagmøder, hvor man sætter sig ned med hver sin kop kaffe og bruger tid på at spørge lidt til, hvordan det går. Dem savner jeg. Helt vildt endda. Nogle gange sætter jeg med ned foran et spejl og holder et møde med mig selv. “Hvordan har du det, du gamle? Du ser sgu lidt nusset ud. 

Trænger du ikke til at blive klippet?”

Jooo, det gør jeg.

Jeg har faktisk trængt så meget, at jeg investerede i sådan et trimmervæsen, der skulle kunne klare opgaven a la en soldaterklipning. Men det viste sig, at jeg havde været lige nærig nok. Den trimmede og trimmede. Men i starten skete der ikke en skid, og da jeg endelig fik den indstillet, så skal jeg love for, at den virkede. Ikke ved at klippe, men ved at trække. Nemlig cirka hvert andet hår ud ved roden. Så røg den på hylden.

Flyveture til møder i København

Flyveturene - dem savner jeg til gengæld ikke. Jo, dem der gik til gode feriesteder og sådan, men til møderne i København. Det har vist sig, at mange af dem kan undværes. Jeg vil endda sige: De kan i DEN grad undværes.

Så det er en af de gode ting, jeg vil tage med mig videre. Helt fri for københavnerture, bliver jeg nok ikke. Men der bliver ikke så mange. Måske kun halvt så mange som før.

Joggingbukser. Min hat, som jeg ellers kun bruger ved festlige lejligheder, men den har vist sig effektiv, hvis jeg i en hylende fart skulle have skjult, at jeg ikke lige havde fået brylcreme i håret til morgen. Min telefon. Oh hvor har jeg været glad for min telefon. Det har været en enorm lettelse at opdage, at rigtig mange møder via telefonen faktisk kan afvikles gående, frigjort fra kontorets hvide vægge, kaffemaskinens snurren og computerens brummen. 

Ud i naturen - tankerne er fri, luften er frisk og motionen gratis. Det kan lade sig gøre op til frisk vind eller kuling. Skide være med regn. Men alt for hård vind, så lyder det angiveligt som om jeg står ude midt i Atlantens frådende hav i en brandstorm - og ikke bare slentrer ved strandkanten i Sæby.

Surdej og slidte sko

Jeg har også brugt opskrifter mere. Jojo, jeg gik med, da vi alle sammen i foråret skulle bage surdejsbrød. Der kom to gange ti kanonkugler ud af anstrengelserne. Ved tredje forsøg lugtede det som om en ged havde kastet op i min surdejsbeholder. 

Så røg den ind på hylden ved siden af trimmeren.

Jeg har også brugt mine løbesko mere. 

Faktisk har jeg slidt et par op - det er ikke sket før i nyere tid. Og mine joggingbukser er blevet trådt i stykker ved anklerne. Jeg ved ikke om det på nogen måde kan udløse en hjælpepakke?

Take away - det har jeg brugt markant mere af end normalt. Lidt mærkeligt, for der har være gode muligheder for at lave simremad selv. 

Altså sådan noget med at sætte noget i sit udgangspunkt uspiseligt på komfuret om formiddagen - og så skulle det helst blive til noget der dufter af en mellemting mellem farmors køkken og et italiensk trattoria ved spisetid. 

Men nej. Take away. Et lille højdepunkt i ugen. At slippe for at gøre noget, man faktisk har tid til - det er nærmest den eneste luksus, der var tilbage.

Det jeg har brugt allermest mere af - det er desværre nok min ret søde families tålmodighed og velvilje. Jeg ved godt, jeg er noget af et dampbarn - der skal ske noget. 

Ikke nu, men LIGE NU. Og igen i morgen. Og hvad skal vi i weekenden? 

Og det kan være relativt svært, når man går fire mennesker i en bungalow og prøver at lade være med at forstyrre hinanden. Og når den eneste ud-af-huset-fornøjelse er at tage en tur i Netto og gå på jagt efter dato-tilbud. Og svaret på om vi ikke skal noget nu, i morgen og i weekenden er nej, nej og nej. Så er det ikke let at være mig. Det er bare endnu værre at være dem. Det vil jeg gerne sige undskyld for.

Et lille plaster på såret: Jeg laver mad i aften. Eller rettere. Jeg henter take away. Det bliver SÅ godt.