Dårligt sommervejr gavner de nordjyske indendørsaktiviteter
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Store mængder nedbør og ganske få solskinsdage er status, når vi kigger tilbage på sommeren 2017. Men det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget.
Indendørsaktiviteterne har haft kronede dage denne sommer. For når vejret ikke har tilladt strandture, så har nordjyderne fundet andre ting at bruge ferien på.
- Når nu det har stået ned i stænger udenfor, så har man siddet hjemme og tænkt, ”hvad gør vi?” Og så har vores biograf klart været et af de steder, man er taget hen, fortæller Jan Ringtved, der er biografchef i Nordisk Films biograf i City Syd i Aalborg.
De mange ekstra gæster i biografen har tvunget direktøren og hans medarbejdere ekstra meget i arbejdstøjet.
- Vi har kunnet mærke det ved, at vi har været nødt til at have forlængede åbningstider, vi har været mange flere på arbejde, og vi har lavet langt flere popcorn, fortæller Jan Ringtved.
At aktiviteter, der foregår indendørs har hittet i år, kan de genkende flere andre steder. Blandt andet i svømmehallen i Nørresundby Idrætscenter.
- Vi har jo kunnet se dels på besøgstal, men vi har også kunnet se i bassinerne, at der har været gang i den. Vi har set mange familier, der har kommet sammen, at det har været dagens familieudflugt, at den ikke er gået til stranden, men er gået her til os, fortæller Lars Dam Møller, der er centerleder i Nørresundby Idrætscenter.
I svømmehallen tøver de heller ikke med at tilskrive vejrguderne deres del af fortjensten for en god sommer.
- Skidt vejr for Nordjylland er godt vejr for os. Det har vi kunnet se de andre somre og vi kan også se det nu. Det er meget tydeligt, også hvordan vejrudsigten er om morgenen eller aftenen inden, man vælger, hvad man skal lave, fortæller Lars Dam Møller.
At vejrudsigtens grå meldinger har spillet en stor rolle, har de også tydeligt kunne mærke hos Action House i Løkken. For nogle gange behøver vejret ikke engang være dårligt, hvis bare meldingerne om dårligt vejr er til stede.
- Det er jo helt fantastisk - især vejrmeldingerne. Vejrmeldingerne er faktisk vigtigere for os end vejret. Hvis der bliver lovet regn, så booker folk lasergame, bowling og indendørs gokart én masse. Og så er det faktisk lige meget om det regner, fortæller en af indehaverne i Action House Tommy Jensen.
Og det gode vejr for indendørsaktiviteterne fortsætter. DMI har regn på programmet stor set hver dag hele ugen.