Den største testdag nogensinde i Region Nordjylland

2. påskedag er der drøn på testcentrene i hele landet, og i Nordjylland varierer ventetiderne lige nu med flere timer.

I dag har det været store testdag for de mange danskere, som i morgen kan vende tilbage til skolebænken, uddannelse eller på arbejde. Derfor har ekstra mange været forbi teststederne for at være klar til åbningen med en negativ coronatest.

I Nordjylland er det i dag ikke muligt at bestille en PCR-test noget sted, og flere af hurtigteststederne melder de om timelange køer. Der er med andre ord drøn på forud for tirsdagens udvidede genåbning. 

- Det er meget forskelligt hvor travlt, der har været på de enkelte testcentre, men generelt har vi faktisk ikke haft så travlt i påsken indtil i dag. I dag er der rigtig mange, der gerne vil testes, og derfor har vi haft fokus på at få en masse ekstra podere ind på arbejde for at hjælpe, fortæller Dennis Abildgaard Jørgensen, der er regionsdirektør i Falck Midt. 

Flere podere og bedre åbningstider

Det er ikke bare i dag, der kommer til at være et øget pres på testcentrene. Med den gradvise genåbning stilles der krav til langt flere tests, og det er Falck klar til. 

Der er blevet åbnet flere teststeder. Se en liste over de nordjyske steder HER. Og på de enkelte teststeder er der blevet oprettet flere standere til poderne, så flere podere kan arbejde hvert sted. Dertil kommer det, at der lige nu er blevet ansat mange flere podere. 

Dennis Abildgaard Jørgensen, regionsdirektør Falck
Foto: TV2 Nord

- Vi gør så meget vi kan for, at være tilgængelige for alle. Derfor har man også flyttet podere til de teststeder, hvor der har været lang kø, lyder det fra Dennis Abildgaard Jørgensen. 

På flere teststeder har man også valgt at udvide åbningstiderne for at kunne få flere folk igennem. 

Ventetider ved lyntest

Er du på vej til at få foretaget en lyntest kan det være en god idé at tjekke ventetiderne ved Falck.

I Nordjylland varierer ventetiderne fra 2 timer og 30 minutter til ingen ventetid. I øjeblikket er der lange ventetider her:

Brovst: 2 timer

Dronninglund: 2 timer og 15 min

Hjørring: 1 time og 45 min

Thisted: 1 time og 30 min

Aalborg Lufthavn: 2 timer og 30 minutter 

Opdateret mandag 15.55


I Region Nordjylland har også gearet PCR-teststederne op til den forventede øgede aktivitet i forbindelse med genåbningen.

- Vi har forberedt os rigtig godt til den her dag. Vi har vidst fra starten, at det her ville blive den største testdag, vi har oplevet i region Nordjylland og sørget for at udbyde en masse tider, så der har været mulighed for at blive testet., fortæller Jacob Bertramsen, kontorchef for regionens sundhedsplanlægning. 

For at undgå den lange venteid til coronatests lyder opfordringen fra både Region Nordjylland og Falck, at man så vidt muligt skal forsøge at undgå de spidsbelastede perioder der er mellem 16-18.


Seneste nyt

fra Nordjylland