Derfor spiser vi hveder i aften
I aften kommer der hveder på bordet i mange danske hjem. Foto: TV2Nord
Hvorfor er det nu, vi spiser varme hveder aftenen før store bededag? Få svaret her.
En flækket og ristet hvedeknop med en gylden, sprød overflade og et hvidt, blødt indre venter på tallerkenen i aften i mange danske hjem.
Således holder mange af os fast i den 200 år gamle tradition, men hvordan og hvornår er den egentlig opstået?
Oprindeligt var store bededag tiltænkt bøn. Dengang skulle man faste i bededagene, men man måtte gerne spise hveder.
Det var heller ikke tilladt at arbejde - heller ikke for bagere - på store bededag, så inden for bagerlauget blev der produceret ekstra store hvedeknopper dagen før, som folk kunne købe og varme på store bededag, hvor hvederne altså dengang blev spist.
I dag har skikken, af uklare årsager, rykket sig en dag frem.
Oldgammel tradition
Ifølge Folkekirken.dk kan traditionen for at spise varme hveder dokumenteres fra midten af 1800-tallet, men den er sandsynligvis ældre.
Selve store bededag blev nemlig indført i 1686 af biskop Hans Bagger fra Roskilde.
Dengang hed dagen ’ekstraordinær, almindelig bededag’.
Biskoppen indførte hele tre faste- og bededage, men i dag har vi kun holdt fast i den ene af dem.
Især tidligere var det en fast skik i København og visse andre steder at markere store bededagsaften med en spadseretur på byens fæstningsvolde før man vendte hjem og spiste de traditionelle hveder til aftenteen.
Opskriften på hveder
Hører man til typen, der ikke lige smutter til bageren og henter sine hveder, men i stedet selv kaster sig ud i kunsten at bage hveder, så er der inspiration at hente fra Laura Sahl fra Vester Hassing.
Laura Sahl vandt tilbage i 2016 TV3-programmet "MasterChef" og har over 10.000 følgere på Instagram, hvor det handler om madlavning.
Fredag er der Store Bededag og traditionen tro spises der varme hveder aftenen før. Også hjemme hos Laura Sahl og hendes mand.
Og naturligvis - fristes man til at skrive - bager MasterChef-vinderen sine egne hveder.
LAURA SAHLS HVEDER
12-punkts opskrift til 12 hveder
Ingredienser:
25 gram gær
2,5 dl sødmælk
50 gram sukker
1 tsk salt
2 tsk stødt kardemomme
2 æg
Ca. 600 gram hvedemel
75 gram blødt smør
1. Lun mælk i en lille gryde (cirka 40 grader).
2. Smuldr gær i din røreskål.
3. Hæld den lune mælk over, og rør rundt.
4. Tilsæt sukker, salt, kardemomme, æg, smør og halvdelen af melet.
5. Kør dejen på din røremaskine på middelhastighed i 5 min.
6. Skru ned på lav hastighed. Tilsæt melet lidt ad gangen. Dejen må ikke blive tør og fast! Den skal være blød og smidig - derfor er det ikke sikkert, at du skal bruge alt melet.
7. Lad dejen hvile i 15 minutter.
8. Del den til 12 lige store stykker.
9. Form 12 runde boller og læg dem på en bageplade, der er beklædt med bagepapir. De må gerne stå tæt sammen, så de vokser sammen.
10. Lad hvederne hæve i 60 minutter.
11. Bag dem på 185 grader varmluft i 15-20 minutter.
12. Lad hvederne køle af. Rist dem gerne på indersiden inden servering.
Se hvordan Laura Sahl bager sine egne hveder i indslaget her: