Det koster at bygge nyt – men prisen svinger fra kommune til kommune
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Skal du bygge nyt? Der er stor forskel på prisen for at få lavet en byggesagstilladelse fra kommune til kommune. Brønderslev er dyrest.
Der er stor forskel på timeprisen, når en kommune skal behandle en byggesagstilladelse. Brønderslev topper – igen i år – listen over den dyreste timepris i Nordjylland.
Et nyt hus, en ombygning eller en tilbygning.
Drømmene kan være mange og store, men inden drømmen bliver til virkelighed, skal man have en byggesagstilladelse fra kommunen - og prisen på den varierer, alt efter hvor man bor i landet.
I Nordjylland svinger prisen fra 877 kroner i timen i Brønderslev, mens det i Mariagerfjord ikke koster mere end 470 kroner i timen.
Det undrer formanden for DI Byggeri Nordjylland, Michael Jørgensen:
- Det er da tankevækkende, at der er så stor forskel på timeprisen. Det er jo en forskel på cirka 400 kroner i timen, det er alligevel meget, siger han.
SÅ MEGET KOSTER EN TILLADELSE I DIN KOMMUNE
Brønderslev: 877 kroner i timen
Jammerbugt: 650 kroner i timen
Frederikshavn: 650 kroner i timen
Hjørring: 608 kroner i timen
Vesthimmerlands: 604 kroner i timen
Læsø: 600 kroner i timen
Vesthimmerlands: 552 kroner i timen
Aalborg: 490 kroner i timen
Mariagerfjord: 470 kroner i timen
Rebild: Fast pris på 1082 kroner
Thisted: Gratis
Kilde: Dansk Industri Byggeri
Brønderslev Kommune har formået at barbere sagsbehandlingstiden ned fra 65 dage i 2020 til en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 59 dage i 2021. Men behandlingstiden ligger stadig over gennemsnittet i Nordjylland, der er på 51 dage.
- Hvis de så til gengæld er hurtige, er der jo ikke noget i vejen med en høj pris, men ventetiden i for eksempel Brønderslev er jo i gennemsnit næsten to måneder og i den høje ende her i Nordjylland, siger Michael Jørgensen.
Herunder kan du se interview med Michael Jørgensen fra DI Byggeri Nordjylland:
Gratis i Thisted
Mens ni af de nordjyske kommuner kræver en timepris for at lave en byggesagstilladelse, så ser det anderledes ud i Thisted og Rebild.
I Thisted er det helt gratis at få lavet en byggesagstilladelse, mens Rebild Kommune har valgt at kræve et fast gebyr på 1082 kroner, ligegyldigt hvor lang tid det tager at lave tilladelsen.
BYGGESAGSTIDER I DIN KOMMUNE
Jammerbugt: 77 dage
Aalborg: 61 dage
Brønderslev: 59 dage
Vesthimmerlands: 55 dage
Læsø: 51 dage
Mariagerfjord: 49 dage
Frederikshavn: 45 dage
Hjørring: 35 dage
Rebild: 34 dage
Thisted: 30 dage
Morsø: 23 dage
Kilde: Dansk Industri Byggeri
Det er borgerne i Morsø Kommune, der hurtigst får lavet en byggesagstilladelse. I Morsø Kommune tager det i gennemsnit 23 dage at få behandlet en byggesag. Rebild, Thisted og Hjørring er også hurtige til at få lavet tilladelserne:
- Det er jo stof til eftertanke, at både Thisted og Rebild sammen med Morsø og Hjørring Kommune har nogle af de korteste ventetider, når det gælder sagsbehandlingen af byggetilladelser, og samtidig har de også nogle af de laveste timepriser, et fast lavt gebyr eller en gratis service, siger Michael Jørgensen fra DI Byggeri Nordjylland.
Han håber, at de syv andre nordjyske kommuner vil vælge at få et par tips til, hvordan man kan gøre det både billigere og hurtigere fra de fire kommuner.
Det er da tankevækkende, at der er så stor forskel på timeprisen
Michael Jørgensen, DI Byggeri Nordjylland
Dyrest i Region Hovedstaden
Generelt er det dyrest at få behandlet sin byggesag i kommunerne i Region Hovedstaden. Hillerød Kommune topper landslisten med en timepris på hele 1024 kroner.
Du kan se et kort over prisen for byggesagstilladelser herunder:
I København skal borgere i gennemsnit vente 158 dage på en byggesagstilladelse, hvis de vil bygge nyt, bygge til eller bygge om.
Formand for DI Byggeri Nordjylland, Michael Jørgensen, mener, at pris og tempo skal hænge sammen. Det gør ikke noget, at prisen er høj, hvis effektiviteten også er høj:
- Det er ikke fordi, det skal være gratis, eller det i sig selv er et mål at have den laveste timepris. Vi betaler gerne for en hurtig og effektiv sagsbehandling, mens det er brandærgerligt at betale en høj pris for noget, man skal vente meget længe på.