Dyr tur: Så mange biler er blevet beslaglagt for vanvidskørsel

I 2021 fik politiet mulighed for at beslaglægge og også bortauktionere biler, som blev brugt til vanvidskørsel.

Den nok mest omdiskuterede bil i Danmark siden 2021 har været en Lamborghini, der blev beslaglagt.

Her måtte norske Shaka Ameen se sin nye Lamborghini Huracán Spyder beslaglagt, efter han blev taget i at køre mere end 228 kilometer i timen på Hirtshalsmotorvejen. 

Og det er ikke den eneste bil, som politiet har set sig nødsaget til at beslaglægge. 

Siden 2021 har både fartglade bilister og politiet haft travlt på de nordjyske veje. Eller måske ville et mere passende ord være vanvittige bilister?

Hvad betegnes som vanvidskørsel?

  • Kørsel med en hastighed på mindst 200 km/t

  • Kørsel med en hastighed på mindst 100 km/t og mere end det dobbelte af den tilladte fartgrænse i området.

  • Spirituskørsel med en promille på over 2,00

  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder

  • Udviser særlig hensynsløs kørsel

  • Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed

  • Uagtsomt forvolder betydelig skade på nogens krop eller helbred under særligt skærpende omstændigheder

Kilde: Justitsministeriet

I hvert fald har en større gruppe bilister måtte gå fra deres møde fra politiet i stedet for at køre.

Det viser en aktindsigt, som TV2 Nord har fået. 

Flere hundrede biler er i løbet af de sidste tre år nemlig blevet beslaglagt af Nordjyllands Politi.

Ifølge Torben Arendrup, som er leder af operativ færdsel hos Nordjyllands Politi, drejer de fleste sager sig om spirituskørsel. 

- Men hastighed er også en stor faktor.

Derudover er det hovedsageligt mænd, som i Nordjylland bliver taget for vanvidskørsel. 

Lamborghini solgt for 1,907 millioner kroner

I alt er der blevet beslaglagt 267 biler fra 1. april 2021 til den 4. marts 2024 på grund af vanvidskørsel i Nordjylland. 

- Siden det blev muligt at beslaglægge for vanvidskørsel, har vi fået færre sigtelser end før, fortæller Torben Arendrup.

lamborghini
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hvor mange der er solgt på auktion, hvor mange der rent faktisk er konfiskeret, eller hvor mange der er blevet leveret tilbage, vides ikke. 

Men vi ved, at i hvertfald en bil er blevet konfiskeret og solgt på auktion. 

Norske Shaka Ameen blev nemlig dømt ved domstolene, og fik 20 dages betinget fængsel, indrejseforbud i Danmark i seks år og så kostede det ham hans spritnye Lamborghini, der blev solgt for 1,9 millioner kroner af den fynske bilforhandler Bilboel.

Pengene, som tjenes ind på auktionssalget går til staten. 



Seneste nyt

fra Nordjylland