Seneste nyt

fra Nordjylland

Fynsk bilforhandler ny ejer af landskendt Lamborghini

Det blev bilforhandleren Bilboel på Fyn, der kunne juble, da hammerslaget lød mandag, og de blev de nye ejere af den efterhånden landskendte Lamborghini Huracan Spyder.

Prisen? 1,9 millioner kroner.

- Vi gør en del i sådan nogle typer biler. Så vi havde da holdt øje med den. En gang imellem må man sparke til bolden, når den ligger, siger Aage Boel, der i sin tid startede Bilboel.

Lamborghinien blev landskendt, da den fartglade nordmand Shaka Ameen i 2021 kørte 228 kilometer i timen på Hirtshalsmotorvejen, på vej hjem til Norge fra Tyskland, hvor han havde købt bilen til en pris på 2,1 millioner kroner. 

Med så høj en fart, falder det ind under bestemmelsen om vanvidskørsel, og derfor måtte nordmanden se til, mens politiet konfiskerede bilen.

Siden har bilen stået opmagasineret, og mandag blev den altså solgt på en auktion i Vejle. 

- De type biler der, det er ikke sådan nogle, der rasler ned i pris - der er ikke så mange af dem. Sådan en bil der er stadig dyr i Tyskland. De mekanismer, der er på spil for almindelige biler, gælder ikke her, fortæller Aage Boel.

Læs mere her.