Fiskere får Brexit-kompensation

Der er lavet en politisk aftale om en kompensation på i alt 1,3 milliarder kroner. Pengene udbetales direkte til danske fiskere, følgeerhverv og lokalområder der blev hårdt ramt af Brexit sidste år.

Nu er der hjælp på vej til de fiskere, følgeerhverv og lokalområder, der mister kvoter og indtjening som direkte konsekvens af briternes exit fra EU.

Torsdag eftermiddag indgik regeringen og samtlige partier i Folketinget en politisk aftale, der fordeler 1,3 milliarder kroner fra EU’s såkaldte Brexit-reserve til erhvervet og lokalområderne.

- Det var et hårdt slag for mange fiskere, da briterne sidste år lukkede døren og sagde farewell til Europa. Virkeligheden forandrede sig drastisk, og kvoterne blev med ét færre. Det skabte nogle meget kedelige ringe i vandet, og erhvervet og følgevirksomheder blev hårdt ramt på indtjeningen, siger fiskeriminister Rasmus Prehn (S). 

- Nu er vi med et bredt flertal i Folketinget blevet enige om en aftale om direkte kompensation på i alt 1,3 milliarder kroner til fiskere, følgeerhverv og lokalområder. Det er kun fair og rimeligt. Og så sikrer det, at man har mulighed for at fortsætte i erhvervet eller forlade det nogenlunde tørskoet, fortsætter han.

Det største oppositionsparti, Venstre, er også tilfreds med aftalen.

- Med 840 millioner kroner i kompensation får fiskerne langt mere, end regeringen tidligere lagde op til. Venstre er tilfredse med en ophugningsordning på en fornuftig størrelse, siger partiets ordfører på området, Torsten Schack Pedersen. 

Aftalen om Brexit-kompensation

  • Der er afsat i alt 841 mio. kr. til kompensation for fiskernes direkte kvotetab og 25 mio. kr. til kompensation for tabt omsætning for de fiskere, som ikke selv ejer kvoter.
  • For at styrke den grønne omstilling stilles som betingelse for en del af kompensationen (10 pct. kompensation), at fiskerne bruger 10-15 pct. af deres kompensation til at omlægge til grønnere løsninger som eksempelvis investering i skånsomme eller selektive redskaber. De mindste fartøjer er undtaget for dette.
  • Der er afsat 40 mio. kr. til tabt indtjening til forarbejdningsvirksomheder. 35 pct. af kompensationen skal gå til grønne investeringer i produktionen.
  • Der er afsat 204 mio. kr. til en ordning, der skal sikre, at fiskere, der ser sig nødsaget til at forlade erhvervet, kan blive kompenseret i en såkaldt ophugningsordning.
  • Der er afsat 30 mio. kr. til støtte til indsatser, der understøtter virksomheder, lokale ildsjæle og udviklingsprojekter i kyst- og landområder, som bliver ramt af Brexit.
  • Herudover er der afsat 20 mio. kr. i en pulje, der skal hjælpe afskedigede medarbejdere i fiskerisektoren med opkvalificering og jobrettede tiltag.

Kilde: Ministeriet for for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri


Seneste nyt

fra Nordjylland