Fiskeriformand om nye kvoter: Det er en positiv aftale

Selv om der bliver reduceret i nogle fiskearter, mener fiskeriformanden i Strandby, at der er lavet en god aftale om de nye kvoter.

I 2018 må de nordjyske fiskere hive mange flere torsk i land. I Skagerrak stiger kvoten med hele 39 procent. Flere andre arter reduceres godt nok. Blandt andet må der fiskes færre makrel, kulmule, rødspætte og tunge i Skagerrak, men alt i alt er nedgangen ikke så stor som frygtet, og når der tilmed må fanges flere torsk, er det faktisk en god aftale, mener formanden for Strandby Fiskeriforening.

- Som udgangspunkt synes jeg, at det er en positiv aftale, der er blevet lavet den her gang. Det afspejler den positive udviklings, som fiskerne kan se i fiskebestanden. Så det er forholdsvis positivt, siger Claus H. Pedersen, formand for Strandby Fiskeriforening, som blandt andet hæfter sig ved den øgede torskekvote.

Selv om der altså må fanges mindre af en del arter, mener han alt i alt, at det tegner til at blive et fint år for Strandby-fiskerne.

- Der vil da helt sikkert være en lille værdistigning i det for fiskerne, for de har mulighed for at lande nogle flere fisk, siger Claus H. Pedersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland