Møbelhandler klar til genåbning: - Det er et helt andet humør, når der er kunder i butikken

Fra mandag kan butikkerne igen slå dørene op efter to måneders nedlukning. Derfor har der siden regeringens udmelding onsdag været travlt med at få gjort butikkerne klar.

Der er gang i de sidste forberedelser i møbelbutikken Ilva/Max Jessen i Terndrup, som Lau Jessen står i spidsen for.

- Vi har jo glædet os helt vildt til at få åbnet op efter to måneder, hvor det har været lukket ned. Det er næsten ikke til at tåle, at butikken er tom, siger Lau Jessen.

quote Vi har jo glædet os helt vildt til at få åbnet op, efter to måneder, hvor det har været lukket ned. Det er næsten ikke til at tåle, at butikken er tom

Lau Jessen

Det kommer på baggrund af nyheden fra onsdag om, at butikkerne nu igen må slå dørene op efter to måneders nedlukning.

- De butikker, der er på under 5000 kvadratmeter må åbne, det er også en del af aftalen, at butikker derudover kan åbne, hvis der er en tidsbestilling forudgående, lød det fra justitsminister Nick Hækkerup på et pressemøde onsdag.

Lau Jessen og hans personale var hurtige til at komme i gang, da udmeldingen kom.

- Vi stod lidt på hælene, indtil vi kom op på tæerne og skulle blive klar til at åbne. Og det er altså et stort arbejde at gøre sådan en butik her klar til åbning, siger Lau Jessen

Strammere restriktioner for store butikker

For butikker under 5000 kvadratmeter skal der være mellem 10 og 20 kvadratmeter plads hvor hver kunde. For butikker, der er mere end 5000 kvadratmeter store, skal der være 250 kvadratmeter for hver kunde, og man skal bestille tid på forhånd. 

Det har fået flere butikker, TV2 Nord har talt med, til at dele butikken op for at omgå det, og eksempelvis Ikea i Aalborg har ikke set det muligt at blive klar til at åbne 1. marts.

Lau Jessens butik er 4.959 kvadratmeter stor, og nogle gange kan det derfor være en fordel, at man ikke er den største møbelkæde.

- Det kan jeg godt se nogle udfordringer i, hvis det var sådan, at vi skulle bruge bestilling, siger Lau Jessen om de restriktioner, han på grund af butikkens størrelse undgår.

Lau Jessen og alle andre butiksejere i Danmark kan nu på mandag slå dørene op igen til shoppehungrende kunder. Restriktionerne, der omhandler genåbning af detailhandel, gælder indtil videre frem til og med 5. april.

- Der er et helt andet humør, når der er kunder i butikken. Det er som om, det hele bliver trimmet meget bedre, når kunderne er her. Så det glæder vi os til, lyder det afsluttende fra Lau Jessen.


Seneste nyt

fra Nordjylland