Her er de nyeste coronatal: 138 bekræftede tilfælde i Nordjylland
Foto: Michael Guldbrandt
(Genrefoto).
I artiklen kan du få et overblik over, hvad incidenstallet ligger på i alle de nordjyske kommuner.
På landsplan er der siden i går, fredag, registreret 1743 smittetilfælde med coronavirus. Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut.
SSI's overvågningsdata viser, at der siden fredag er 138 bekræftede tilfælde i Region Nordjylland, at der er registreret tre dødsfald, og at der har været otte nye indlæggelser.
På kommuneplan har Mariagerfjord Kommune lige nu det højeste incidenstal ud af alle de nordjyske kommuner. Tallet ligger i øjeblikket på 335,4 pr. 100.000 indbyggere.
DE NORDJYSKE INCIDENSTAL
Mariagerfjord Kommune (incidens på 335,4 pr. 100.000 indbyggere)
Morsø Kommune (incidens på 272)
Frederikshavn (incidens på 226,7)
Thisted Kommune (incidens på 209,8)
Brønderslev Kommune (incidens på 209,6)
Hjørring Kommune (incidens på 200,3)
Rebild Kommune (incidens på 199,3)
Aalborg Kommune (incidens på 186,1)
Jammerbugt Kommune (incidens på 138,4)
Læsø Kommune (incidens på 111,7)
Vesthimmerlands Kommune (incidens på 87,4)
Kilde: Statens Serum Institut.
134 danskere påvist smittet med B.1.1.7-variant
Nyeste tal fra Statens Serum Institut viser også, at covid-19-varianten, cluster B.1.1.7, fortsat spreder sig i Danmark. Nu er varianten påvist hos 134 danskere. Det oplyser SSI på deres hjemmeside.
Tilfældene er fundet ved hjælp af sekventering af positive danske prøver i perioden fra den 14. november til den 2. januar. Virusvarianten er altså fundet i 0,9 procent af disse prøver, hvilket fremgår af et nyt notat fra SSI.
B.1.1.7-varianten er først fundet i England og har senere spredt sig til blandt andet Danmark - heriblandt også Nordjylland, hvor der er fundet flere tilfælde.
Udbredelsen af smitten har blandt andet betydet, at regeringen og myndighederne i denne uge har skærpet coronarestriktionerne i Danmark samt rejsevejledningerne for hele verden.
SSI styrker overvågningen
Statens Serum Institut styrker nu overvågningen af virusvarianten, B.1.1.17. De øger blandt andet kapaciteten i sekventeringsprøverne fra 3.000 til 5.000 ugentlige analyser.
Og fra næste uge begynder SSI at undersøge positive coronaprøver for varianten B.1.1.7 ved hjælp af den nye såkaldte "Delta-PCR"-test. Det betyder altså, at alle positive prøver fremover kan screenes for, om de indeholder mutationen.