Hjælp os! Hvem er Årets Nordjyde?
Caroline Monin og Morten Pedholt er værter på det store show Årets Nordjyde 2024.
Du kan nu indstille nordjyder, som fortjener en særlig pris - som ildsjæl, talent, ambassadør eller iværksætter.
Kender du en nordjydsk ildsjæl, der brænder for at gøre hverdagen bedre for andre?
Eller en nordjyde med et helt særligt talent?
Så skynd dig at klikke ind på tv2nord.dk/åretsnordjyde.
Lige nu kan du indstille nordjyder til fire forskellige priser.
Priserne:
Årets Nordjyske Talent er en person på vej frem inden for det felt, personen har valgt at satse alt på, om det er professionelt eller i fritiden.
Årets Nordjyske Ildsjæl er den person, der knokler for at gøre hverdagen bedre for andre, og som sætter andres behov før sine egne.
Årets Nordjyske Iværksætter er en person på vej frem i det nordjyske erhvervsliv, der har fået en god idé og satset stort på at få den idé til at blive til virkelighed.
Årets Nordjyske Ambassadør er en toneangivende og kendt person, der på den nationale eller internationale scene har sat et positivt lys på Nordjylland.
Tilmeld personerne senest den 6. august 2024 lige her: tv2nord.dk/åretsnordjyde
Vinderne bliver udråbt ved et show på Støberiet i Nibe den 6. oktober 2024, som bliver sendt på alle TV2 Nords platforme.
Vinderne af priserne får ud over æren og hæderen en pengepræmie på 15.000 kroner samt en bronzestatuette udformet af kunstneren Lene Purkær Stefansen.
Nordjyder kender nordjyder bedst
Det er ottende år, at TV2 Nord kårer Årets Nordjyde.
Arrangementet har i alle år været båret frem af, at nordjyderne selv ønsker at rose og anerkende folk for deres store indsats.
Sådan er det også i år!
Der er rigtigt mange mennesker, som gør en masse ting, man ikke rigtigt opdager
Michael Justesen, direktør, TV2 Nord
Derfor beder vi nu nordjyderne om hjælp til at indstille de mange dygtige folk, der findes ude i vores region, som I mener, fortjener at vinde.
- Det, vi kommer til at lægge vægt på, er blandt andet, at de har gjort en unik forskel i Nordjylland. Der er rigtig mange mennesker, som gør en masse ting, man ikke rigtigt opdager. Det er dem, vi gerne vil bringe frem i lyset, siger Mikael Justesen, direktør ved TV2 Nord.
I år er dommerpanelet:
Lisbeth Østergaard – tv-vært og influencer, der blandt andet bruger sin platform til at støtte Børneulykkesfondens projekt Legeheltene.
Allan Gaarde – tidligere professionel fodboldspiller og sportsdirektør i AaB, i dag partner i rekrutteringsvirksomheden onenexus.
Nicoline Houmann Thuesen – jurist og frivillig i Ventilen i Aalborg, som er en social ungdomsorganisation, der har til formål at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge.
Mikael Justesen – administrerende direktør ved TV2 Nord siden 2013.
Alle kan indstille dem, som de mener, fortjener at vinde en af de fire priser.
Se sidste års show herunder: