Seneste nyt:

Indsamling: Fire unge mænd skater fra Aalborg til Amager

Fredag tog flere efterskoleelever til Aalborg for at ønske god tur til fire skolekammerater, der skater tværs over Danmark for at samle ind til julemærkehjemmene i Danmark.

- Halvdelen af vores efterskole synes, vi er mega sindssyge, og den anden halvdel synes, vi er seje, fordi vi gør det.

Sådan siger William Switzer om det store projekt han og tre andre efterskolekammerater har kastet sig ud i denne uge. De er nemlig i gang med at skate hele vejen fra Aalborg og til Amager. Det gør de for at samle ind til et godt formål - nemlig danske julemærkehjem. Allerede nu har drengene samlet mere end 17.000 kroner ind. Målet var 18.000 kroner.

- Det går over al forventning, lyder det glad fra drengene, der pruster ind i telefonrøret. De står naturligvis ikke stille for at lave et interview - de har en tidsplan, der skal overholdes.

FAKTA

Aftensmad fra containeren

Idéen til den lange tur på tværs af Danmark kom til drengene på Venø Efterskole, da de fik til opgave at skulle planlægge et event. Og i takt med, at idéen om en skatetur tog form, blev det også til en indsamling med sponsorer. Drengene har nemlig af virksomheder fået sponsoreret både udstyr til skateboards, rygsække samt soveposer. 

For at rejse så let som muligt, er det planen, at drengene skal skralde i byerne, de ankommer til og forberede mad i en medbragt trangia. 

- Jeg har fundet ud af, at det er hårdt, det her med at tænke over, hvor vores næste måltid kommer fra, fortæller Jonas Damborg Pedersen. 

Maden er vigtig, for at holde drengene i gang, for det er mange kilometer, der skal tilbagelægges på turen. Og det kan mærkes i kroppen allerede efter første dag. 

- Vi er lidt ømme, men regner med det går lidt over, lyder det fra William Switzer. 

skate skateboard
Foto: Vibe Aagaard / TV2 Nord