Kollegaer til drabssigtet i chok: - En ganske normal fyr, man kunne joke med
Foto: Politifoto/Ritzau Scanpix
Hanne With blev dræbt nytårsnat 1989/90 i sin lejlighed i Fensmarksgade.
En chokbølge har det seneste døgn ramt en by i Himmerland efter en 53-årig mand, der arbejder på et slagteri i byen, nu er varetægtsfængslet for en 34 år gammel drabssag.
Sagen omhandler drabet på den 23-årige kvinde Hanne With, der blev slået ihjel i sin lejlighed på Fensmarkgade på Nørrebro natten til 1. januar 1990. Hun blev dræbt med adskillige knivstik.
- Det er skræmmende
Anklagerne mod den 53-årige ryster borgere i byen, hvor slagteriet, den sigtede blev anholdt på, ligger.
- Jeg synes, det er skræmmende, at han har kunnet rende rundt deroppe, og så kan det selvfølgelig godt være, at han ikke har arbejdet der altid, men så alligevel, lyder det fra Julie Grumsen, som er borger i byen.
En ganske normal fyr
TV2 Nords udsendte reporter Malthe Birger Jensen har talt med flere kollegaer til den 53-årige slagterimedarbejder, og de fortæller alle, at sagen har været dagens helt store samtaleemne på arbejdspladsen.
- Kollegerne er meget chokerede over, at der kom noget politi i går formiddags klokken 10.15 og anholdte den her 53-årige mand, som jo var deres kollega, lyder det fra Malthe Birger Jensen, der fortsætter:
- Vi har talt med nogle af de medarbejdere, som har arbejdet rigtig tæt sammen med den 53-årige mand ude i selve produktionen i virksomheden, og de beskriver ham altså som værende en ganske normal fyr, som man godt kunne joke og tale med, og ikke noget særligt, der stak ud der.
Den 53-årige bor til dagligt i Østjylland og arbejder på et slagteri i Himmerland, men grundet navneforbud i sagen er det ikke muligt at oplyse, hvilket slagteri der er tale om.
Hør mere om, hvad TV 2 Nords reporter har oplevet i byen i dag: