Landmand etablerer miljørigtigt minivådområde: - Det er ikke raketvidenskab
Rundt om i landet anlægger flere og flere landmænd minivådområder, der reducerer udledningen af kvælstof og fosfor til søer og fjorde. En af dem, der har søgt om lov for nylig, er Thomas Skoven fra Asdal.
En række nordjyske landmænd har besøgt mælkeproducent Kristian Olesen ved Lille Vildmose for at få indblik i, hvordan det fungerer at have et minivådområde.
Flere og flere landmænd vælger nemlig at anlægge et minivådområde på deres jord, fordi det er med til at reducere udledningen af kvælstof og fosfor til søer og fjorde.
FAKTA
Anlægget betales med tilskudsmidler fra Landbrugsstyrelsen, og landmændene får en engangsbetaling for at tage jorden ud af drift. Derudover kan landmændene fortsat søge hektarstøtte for arealet.
Kilde: AgriNord
- I og med at ordningen er strikket sådan sammen, at vi ikke skal have penge op af lommen for at lave det, så kan man jo godt yde sit bidrag ved at lægge det stykke jord til.
Sådan siger Landmand Thoms Skoven fra Asdal. Han er en af de landmænd, der netop har søgt om lov til at etablere et minivådområde.
Ser frem til at komme i gang
- Man etablerer et minivådområde for at rense noget drænvand for nitrat og fosfor, og man gør noget godt for miljøet. I det her tilfælde i Limfjorden. Og derudover får man skabt nogle små biotoper ude i landskabet, den variation, der kommer med markjord, skov og åbent vand, det giver noget dynamik og biodiversitet, forklarer Rune Hjortbak, plandskonsulent ved Agri Nord.
Han har den seneste tid hjulpet 15 landmænd fra sit lokalområde ved Aars med at lave ansøgninger til at anlægge et minivådområde. Men flere landmænd har lysten til at gøre det samme.
- Der er mange landmænd, der er interesserede, men hvor vi må konstatere, at det passer ikke ind i det kort, der er til tilskudsordningen, siger han.
Se kortet HER.
Det er nemlig ikke alle steder, jorden egner sig til et minivådområde. Men et af de steder, jorden egner sig, i Asdal mellem Hjørring og Hirtshals, hvor Thomas Skoven i øjeblikket venter på svar på sin ansøgning.
- Projektet har jeg det rigtig godt med, hvis det er under forudsætning af, at det (miljøet, red.) så rent faktisk kan blive bedre, og det tror jeg, at det kan med et projekt, som det her, siger han.
Samtidig er han temmelig fortrøstningsfuld i forhold til at skulle etablere et vådområde, efter han har sat sig ind i det og set vådområderne ved Lille Vildmose.
- Det er ikke raketvidenskab i hvert fald. Jeg ser frem til, at vi kommer i gang.