Manglende kontakt med fly var årsag til overlydsflyvning
Oberst Søren Andersen beklager, at overlydsflyvningen gav forskrækkelse i Nordjylland.
Det lød dramatisk, da et øredøvende brag flænsede luften i Nordjylland søndag kort efter middag, men årsagen var ganske udramatisk, lyder det fra Forsvaret.
De to F16-fly, der søndag ved 12.40 skabte et kæmpebrag over Nordjylland, var sat efter et civilt fly, man havde mistet radiokontakt til. Det fortæller oberst Søren Andersen, der er chef for Forsvarets Center For Luftoperationer.
- Der var tale om en situation, hvor vi mistede radioforbindelse til et civilt rutefly, der krydsede dansk luftrum i østlig retning. Da besluttere vi at sende to fly hen i nærheden for at tilbyde vores hjælp, hvis der var problemer, siger han.
Det var der ifølge obersten ikke, og ruteflyet fortsatte ind i svensk luftrum, hvor det efterfølgende fik kontakt med de svenske luftfartsmyndigheder.
Fly skifter radiofrekvens ofte under flyvning
Fly skifter ofte radiofrekvens, mens de flyver, fortæller oberst Søren Andersen, chef for Forsvarets Center For Luftoperationer. I den proces kan det ske, at kontrollen i København mister kontakt med flyet, men det er meget sjældent, det varer så længe, at der bliver brug for at gøre noget.
- Det er meget sjældent, vi får brug for at flyve efter for at tilbyde vores assistance, siger Søren Andersen.
Fløj hurtigt for at tilbyde hjælp
De to F16-fly var i luftrummet over Nordsøen på en træningsmission, da de blev bedt om at flyve med overlydshastighed, supersonisk hastighed, hen til et civilt rutefly i luftrummet over Danmark, man havde mistet radiokontakt med.
- Det er noget, der sker sældent, og det er altid en vagtchef på jorden, som tager beslutning, når det sker, fortæller Sørensen Andersen.
Meget stor højde
Dagens gennembrud af lydmuren skete i meget stor højde, fortæller obersten, så normalt vil det ikke give gener på jorden.
- Vi gjorde det så forsigtigt, som vi kunne, men på grund af specielle meteorologiske omstændigheder blev det til et stort brag, lyder det fra Søren Andersen.
Supersonisk hastighed
- Supersonisk flyvning er flyvning med hastigheder, der er større end lydens.
- De chokbølger, der opstår i luften omkring fly ved overlydshastighed, høres som brag, når bølgerne når jordoverfladen.
- Et supersonisk fly er et fly, der kan flyve med en hastighed større end lydhastigheden (Mach 1 ≈ 1200 km/h).
- Det første fly, der fløj hurtigere end Mach 1, var det raketdrevne Bell X-1 i 1947.
Kilde: Den Store Danske
Sker ikke ret tit
Den supersoniske flyvning trænes i meget stor højde langt ude over Nordsøen, og det sker ikke ret tit, og det er endnu sjældnere over land, forklarer obersten.
- Det er noget, vi ikke ret gerne gør. Det koster meget brændstof, vi sagtens kan bruge andre steder, siger han.
Det sker ganske sjældent, at den supersoniske hastighed tages i brug "for alvor" i luftrummet over Danmark. I år er det før episoden i dag, ifølge Søren Andersens vidende, blot sket en enkelt gang tidligere i år.
- Og da sker det oftest i luftrummet over Bornholm, lyder det fra chefen for Forsvarets Center For Luftoperationer.