Mikael stod op til punkterede dæk: "De ødelagde ikke kun mine dæk, de ødelagde også min morgen"
Foto: Mikael Jensen, privatfoto
Mikael Jensen fra Løgstør er langt fra den eneste, der blev mødt af flade dæk onsdag morgen.
Bilejere fra Løgstør, Farsø, Vindblæs og Nibe er vågnet op til et trist syn.
I disse områder er flere biler nemlig blevet udsat for hærværk.
Natten til onsdag har ukendte gerningsmænd skåret en masse bilers dæk op. Én af de bilejere, der inden længe skal en tur til mekanikeren, er Mikael Jensen fra Løgstør.
- Da vi kom ud i morges, så var to af mine hjul skåret op. Og så opdager jeg, at det samme var naboens.
Mikael Jensen har ikke nogen formodning om, hvem der har piftet hans dæk. Men ifølge ham, modtog politiet flere opkald fra skuffede bilejere, der havde fået piftet sine dæk fra morgenstunden.
- Jeg mener ikke, at jeg er uvenner med nogen. Jeg er da ked af, at nogle kommer helt umotiveret for at ødelægge mine hjul. Det ser bare så træls ud, når min bil står der og hænger.
Nordjyllands Politi bekræfter de mange tilfælde af hærværk på biler, og fortæller, at der tegner sig et billede af, at gerningsmændene har skåret ét til to hjul på hver bil op.
- Vi har modtaget cirka otte anmeldelser fra folk, der er vågnet til opskårede bildæk, siger Poul Fastergaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Politiet har været ude og lede efter spor fra gerningsmændene ved samtlige anmeldelser.
- Vi har været ude og få det registeret, og set, om der var nogle spor, som vi kunne bruge til noget. Det prøver vi nu at arbejde videre med, siger vagtchefen.
Nordjyllands Politi opfordrer folk til at henvende sig, hvis de har set eller hørt noget i forbindelse med hærværk-episoderne.