Nordjyder hylder det partnerfri liv med kinesisk shoppedag: - Det er vigtigt, at man er glad indeni sig selv
Torsdag var det "Store Single-dag" med selvforkælelse og stort udsalg i butikkerne.
11-11 - denne datos mange ettaler er gået hen og blevet en hyldest til alle landets singler.
Den såkaldte "Singles Day" er dagen, hvor man i stedet for at gå arm i arm med en partner, kan gå arm i arm med sine bæreposer.
Jeg tror bare, det er vigtigt at bruge lidt tid på sig selv.
Julie Ørbæk Jensen, single
Butikkerne holder nemlig udsalg i dagens anledning - og vurderer man ud fra shoppelysten, så har nordjyderne taget konceptet til sig.
- I dag sælger vi lige så mange varer på den ene dag som på en normal uge, så for os er det en stor dag, siger Jacob Risgård, som er medstifter af Cool shops.
Hvide score-negle
Veninderne Cecilie Rold Assentoft og Filippa B. Bjørklund fra Aalborg er nogle af de nordjyske singler, der gør noget særligt ud af dagen.
- Vi skal have lavet hvide negle. Vi har set på TikTok, at det repræsenterer, at man er single, lyder det.
- Og så tænkte vi, at man kan gå ud og score en masse med hvide negle, griner de to kvinder.
Trangen til hygge og selvforkælelse kan også mærkes på de varer, der bliver købt i dagens anledning.
- Vi sælger rigtig mange massagepistoler, skønhedsprodukter, spil og film, siger Jacob Risgård.
Singles day eller Valentinsdag
Der er også en forskel på, hvad man typisk køber på en dag som Valentinsdag, og en dag som Singles day.
Salgselev i Hunkemøller ved Aalborg storcenter, Celina Vestergaard Mouritsen fortæller, at der typisk bliver købt håndjern og sexet undertøj på kærlighedsdagen, mens man går efter det lidt mere komfortable look på Singles day og køber hyggelige morgenkåber i stedet.
Så mange boe alene i Nordjylland i 2021:
- Kvinder: 70.089 (15,29 procent)
- Mænd: 60.998 (13,31 procent)
Kilde: Danmarks Statistik
Også Julie Ørbæk Jensen fra Aalborg går efter selvforkælelse med en hårbehandling.
- Det er vigtigt, at man er glad i sig selv og for sig selv for, at man også kan være glad for den kæreste, man nu skal have, siger hun, mens hun sidder i frisørstolen og har tid til at filosofere lidt under hovedbundsmassagen:
- Det tror jeg bare er vigtigt at bruge lidt tid på sig selv.
Singles Day som en fast tradition
Centerchef for Aalborg storcenter, Preben Bjerregaard, mener helt klart, at selvforkælelsesdagen er kommet for at blive.
- Jeg tror, det bliver et stort event, ikke på størrelse med Black Friday, men jeg tror, det bliver stort, siger han.
Også for butikschefen for Wagner i Aalborg storcenter, Anders Mose, er der forhåbninger for dagen.
- Vi har ikke haft en stor succes, som man har haft i udlandet endnu, men jeg er helt sikker på, at når der går nogle år, så bliver det en større succes, siger han.