Regn og torden bliver afløst af sol og sommer

Det er flere steder i Nordjylland en lørdag med fugtig luft blandet med regn og bulder og brag, men ifølge TV2 Vejret er der sol og sommer på vej allerede i morgen søndag.

Søndagen byder på tørt vejr til hele landet og masser af sol, lyder meldingen, så det er med at finde solcremen frem igen, når temperaturen rammer op og måske over de 25 grader.

- Står man lidt sent op søndag, så vågner man nok til temperatur på 20 grader, og temperaturen stiger så bage op til 22-23 grader søndag. Samtidig har vi et højt UV-indeks, så det er med at finde solcremen frem, lyder det fra Per Christiansen fra TV2 Vejret.

Det smukke sommervejr ser ud til at fortsætte i næste uge.

Nogle prognoser har helt tørt vejr de første dage i den nye uge, mens andre har stedvise byger. Til gengæld er prognoserne enige om, at det bliver en smule varmere.

Advarsel om skybrud lørdag

Først skal nordjyderne lige igennem en lørdag, der for borgere i Himmerland og store dele af Aalborg kan være en udfordring. 

DMI varsler nemlig risiko for  tordenbyger og lokale skybrud. Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 min.

Gode råd ved torden og skybrud

Vær opmærksom på, at lavtliggende områder som f.eks. kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes.

Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.

Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig.

Luk vinduer og døre.

Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer.

Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer.

Søg ikke ly under træer.

Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som f.eks. fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig.

Kilde: DMI

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland