Se billederne: Næstvådeste februar nogensinde rammer hårdt i Nordjylland
Sådan så Nordjylland ud under vand i februar.
Februar 2022 ser ud til at blive den næstvådeste februar, der er målt. TV2 Nord har fået nordjyder til at sende billeder af, hvordan de har oplevet det våde vejr.
Paraply, regntøj og gummistøvler har været særdeles brugbare i februar måned. Faktisk er der kun én februar, hvor det vandafvisende overtøj har været mere nyttigt.
Februar ser nemlig ud til at blive den næstvådeste af sin slags siden DMI begyndte at måle i 1874.
Mandag skrev DMI på deres hjemmeside, at landsgennemsnittet ligger på 106 mm nedbør.
Det er nok til en tredjeplads over de vådeste februar måneder, men forventningen er, at vi passerer 109 mm og dermed når op på en andenplads.
Den vådeste februar overhovedet skal man ikke længere tilbage end til 2020 for at finde. Her faldt 135,8 mm regn.
Sådan ser det ud i Nordjylland:
Kan mærkes i Nordjylland
De store vandmængder kan altså mærkes flere steder i Nordjylland. På billederne, som nordjyderne har sendt til TV2 Nord, ser man blandt andet oversvømmelse af parkeringspladsen ved SuperBrugsen i Hobro.
Det er et problem, som er set flere gange, og som vi tidligere har skrevet om. Det kan du læse om her.
Derudover kan man se, at Ryå og Kvissel Å er noget mere fulde af vand end normalt, og at også private haver nogle steder ligger begravet i vandmasser.
Se hvor meget regn din kommune har fået i februar:
- Morsø 116,2 mm
- Thisted 115,3 mm
- Vesthimmerlands 112,7 mm
- Rebild 112,1 mm
- Jammerbugt 104,3 mm
- Aalborg 103,6 mm
- Mariagerfjord 102,4 mm
- Brønderslev 96,6 mm
- Hjørring 94,9 mm
- Frederikshavn 91,7 mm
- Læsø 92,5 mm
Kilde: DMI's vejrarkiv per 25. Februar
Mere nedbør i februar i fremtiden
Tendensen til store mængder nedbør forventes kun at blive kraftigere, hvis man kigger flere år frem.
Ifølge DMI´s klimaatlas vil mængden af nedbør om vinteren stige med omkring 25 procent.
Se billederne fra oversvømmelser i Hobro:
- Nogle steder i landet vil det nuværende varslingsniveau (om oversvømmelser red.) overskrides mere end 100 gange om året i slutningen af århundredet, hvis den globale udledning af drivhusgasser fortsat er høj, lød det i starten af januar fra Mark Payne, der er klimaforsker og faglig leder af Klimaatlas på DMI.
Stigningen forventes først for alvor at slå igennem i år 2071-2100. Indtil da kan man glæde sig over de "beskedne" mængder regn i februar.