Se kortet: Dit postnummer afgør din hjemmehjælp
Foto: TV2/Nord
Dit postnummer kan afgøre, hvor meget hjemmehjælp, du får
I fem nordjyske kommuner er antallet af hjemmehjælpstimer faldet, selvom der er kommet flere ældre.
Hvis du er over 65 og har brug for hjemmehjælp, er det ikke helt ligemeget, hvor du bor.
Det viser en ny opgørelse fra fagforeningen FOA.
I seks nordjyske kommuner er antallet af visiterede hjemmehjælpstimer faldet på trods af, at der er kommet flere ældre over 65 i kommunen.
Sådan ser det eksempelvis ud i Thisted Kommune, hvor hjemmehjælpstimer fra 2021-2022 faldt med knap 15 procent, mens der var kommet en procent flere ældre over 65 i kommunen.
- Der kan være mange lokale årsager til de udsving, vi ser, men det er også udtryk for en vilkårlighed i velfærden for nogle af vores svageste borgere. Det ligner, at kommunernes pressede økonomi går ud over den hjælp, de ældre kan få. Der er alt for stor forskel på, hvilken hjælp du kan få fra kommune til kommune, siger Tanja Nielsen, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
Samme billede tegner sig på Læsø, hvor antallet af hjemmehjælpstimer er faldet med næsten 20 procent, mens der er kommet 1,4 procent flere ældre over 65 i kommunen.
- Vi oplever allerede en stor geografisk og social ulighed i ældres brug af sundheds-og hjemmeplejeydelser. De store forskelle i hjemmehjælp er med til at cementere den ulighed, siger Tanja Nielsen.
Sådan ser det ud i din kommune |
||
Udviklingen i timer |
Udviklingen i 65+ årige |
|
Brønderslev |
1,3% |
1,5% |
Frederikshavn |
6,0% |
0,9% |
Hjørring |
-4,2% |
1,7% |
Jammerbugt |
0,2% |
1,6% |
Læsø |
-19,5% |
1,4% |
Mariagerfjord |
2,1% |
2,3% |
Morsø |
1,2% |
1,1% |
Rebild |
-1,1% |
2,8% |
Thisted |
-14,6% |
1,2% |
Vesthimmerland |
-4,2% |
1,2% |
Aalborg |
-7,3% |
1,1% |
Region Nordjylland |
-2,8% |
1,4% |
Kilde: FOA
På landsplan er antallet af timer faldet med 1,8 procent, mens antallet af ældre er steget med 1,4 procent, men altså med store geografiske forskelle.
- Netop nu oplever vi, at kommune efter kommune skærer ned på ældreområdet, fordi de mangler økonomi, og i nogle tilfælde ikke må bruge de penge de har. Det problem skal vi løse. Området skal have flere midler. og så har vi brug for at reorganisere hele ældreplejen, så medarbejderne i højere grad får indflydelse på deres arbejdsdag. Frihed, faglighed og selvstændighed er vejen frem. Det er sådan vi løfter kvaliteten, siger formanden.