Sikker sommer på stranden: Ingen skulle reddes i uge 29
Foto: Trygfonden
Tilbage i 2018 var uge 30 var den hidtil travleste i 20 år for TrygFondens kystlivreddere. Sådan tegner det ikke til at blive i år, da vejret ser ud til at holde badegæsterne væk.
Det dårlige vejr har holdt badegæsterne fra de nordjyske strande, og der har derfor været færre redningsaktioner. Faktisk har der været en mindre livsreddende aktion sammenlignet med sidste uge.
TrygFondens livreddere er hver dag sommeren over til stede på de nordjyske strande.
Den seneste tid har der ikke været mange badeegæster at holde opsyn med, og derfor har der været tid til at bruge tiden anderledes. Livredderne har nemlig haft god tid til træningsøvelser og at vedligeholde deres udstyr. Det skriver TrygFonden i en pressemeddelelse.
- Vi kan alle sammen – både børn og voksne – med fordel øve os i nogle af de samme ting som livredderne. Det kan både gøre os mere sikre og trygge i vandet, og så kan det først og fremmest give os nogle rigtig sjove og gode fælles oplevelser sammen med familien, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
Livredningsøvelser for hele familien:
Inden I går i vandet:
- Tjek vindretningen, inden I går i vandet, fx ved at slippe noget sand i vinden – så kan I se, hvilken vej det blæser. Er der fralandsvind, skal I lade oppustelige badedyr og luftmadrasser blive på land, og er der pålandsvind, skal I være opmærksomme på revlehuller
I vandet:
- Lav 10-20-30 og øv at få hovedet under vand
- Flyd på ryggen (hvor du kan bunde) i mindst 30 sekunder. Træk evt. barnet gennem vandet, mens det ligger på ryggen og plasker med benene
- Lav sjove spring i vandet – prøv fx at dreje rundt om dig selv på stedet, mens du hopper, eller spring i vandet fra din fars eller mors hænder eller skuldre
- Svøm ud til den voksne, kravl op på skuldrene, spring i vandet og svøm tilbage igen
- Se, om du kan få barnet til at holde balancen på et board eller noget andet flydende – vær helt tæt på og hold selv fast i boardet i starten. Hav derudover snor i boardet – så kan I også prøve at trække hinanden gennem vandet.
På stranden:
- Besøg livredderne i tårnet og se på deres udstyr.
- Tal om bølgerne, livreddernes flag og eventuelle særlige forhold på stranden.
Endnu en uge med ustadigt vejr
I den kommende uge kan vi forvente ustadigt vejr med temperaturer mellem 15 og 20 grader, mener meterologerne. Men vandet er stadig lunt, så er man i sommerhus eller bare ved vandet, er der stadig rig mulighed for sjove aktiviteter på stranden.
- Nogle vil nok hævde, at man skal være vinterbader for at have lyst til at tage til stranden i øjeblikket. Men selvom vejret ikke indbyder til at ligge på et badehåndklæde og læse krimier en hel dag, er der stadig masser af sjove ting, man kan foretage sig, siger Anders Myrhøj.
Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er til stede hver dag klokken 10-18 på 37 strande og havnebade frem til den 19. august.
Aktionstal for uge 29
Nordjylland: 0 livreddende aktioner, 19 førstehjælpsaktioner, 9 forebyggende aktioner, 811 oplysende indsatser
• Blokhus: 0 livreddende aktioner, 8 førstehjælpsaktioner, 7 forebyggende aktioner og 234 oplysende indsatser
• Løkken: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 229 oplysende indsatser
• Tornby: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 92 oplysende indsatser
• Palmestranden: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 72 oplysende indsatser
• Sønderstrand: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 69 oplysende indsatser
• Tversted: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 115 oplysende indsatser.
Sammenlignet med uge 28 har der været fire flere førstehjælpsaktioner og en mindre livsreddende aktion.