Skoler, plejehjem og lægehuse lukker: - Man glemmer, at der er et samfund udenfor
Foto: TV2
Onsdag var Ranum Borgerforening på Christiansborg for at råbe op om landsbysamfundenes vilkår.
Der er for stor forskel i økonomisk støtte til landdistrikter og storbyer, lyder det.
Majbritt Svendsen fra Ranum Borgerforeningen havde onsdag taget turen fra det vesthimmerlandske til Christiansborg for at aflevere et vigtigt budskab:
- Vi vil gerne råbe op omkring de små landsbysamfunds vilkår i dagens Danmark. Vi føler faktisk, at en stor del af de økonomiske midler tilfalder de lidt større byer, og at man glemmer, at der er et samfund udenfor, lyder det fra formanden:
- Et samfund der består af cirka 50 procent af Danmarks befolkning.
Sammen med blandt andre Ullits og Simested borgerforeninger samt Landdistrikternes Fællesråd, havde Maibritt Svendsen foretræde for udvalget for Landdistrikter og Øer.
Fælles er, at de ønsker at politikerne især ser på fordelingen af penge.
- Vi føler ikke, der er opmærksomhed på de problemer, vi oplever lige nu. Det er ikke kun et spørgsmål om kultur og asfalt. Men man bør også kigge på renoveringer og bevarelser af skoler og plejehjem.
Hårdt ramt
Nordjylland har den seneste tid været præget af flere lukninger af skoler og plejehjem - blandt andet i mindre byer i Aalborg og Vesthimmerlands Kommuner.
- I Ranum er vi hårdt ramt. I februar mistede vi vores lægehus som en tyv henover natten. Lige efter fik vi en meddelelse om, at skolen skulle lukke. For to måneder siden var plejehjemmet i fare, fortæller Maibritt Svendsen.
Plejehjemmet er dog reddet nu.
- Men lægen er væk, og skolen skal lukke.
Alligevel tager Maibritt Svendsen hjem til Ranum med en vis optimisme.
- Jeg tager det med hjem, at jeg føler, vi er blevet hørt. Og vi har fået fortalt dem, at der er en verden udenfor København og andre store byer.
De tog rigtig pænt imod det. især det her med at låne til renoveringer af ældre huse. - Jeg synes, det var positivt indstillede. Det var et godt møde.
Maibritt Svendsen, Ranum Borgerforening
Stort indtryk
På Christiansborg var en af deltagerne på mødet Theresa Berg Andersen (SF), der har været viceborgmester i netop Vesthimmerland Kommune, hvor Ranum ligger.
- Det gjorde stort indtryk. Jeg syntes, de kom bredt omkring i deres argumenter. Ikke kun for Vesthimmerlanda Kommune, men for hele Danmark.
Jeg kunne mærke på alle medlemmerne, der sad i rummet, at det gjorde stort indtryk.
Theresa Berg Andersen (SF), medlem af Folketinget, valgt i Nordjyllands Storkreds
- Vi kan jo ikke love alt muligt, men det sætter tanker i gang. Måske er der nogle knapper, vi kan skrue på, og jeg har selv nogle idéer.
Det er især det økonomiske aspekt og kommunernes mulighed for budgetplanlægning, som Theresa Berg Andersen vil se nærmere på.
- Noget af det, jeg virkelig vil arbejde for at få kigget på en budgetlov, der måske kan gøre det lidt nemmere for de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der sidder derude og skal tage beslutninger. Det kan eksempelvis være at få lov til at lave flerårige budgetter, så man ikke skal herover til en minster og få midler år efter år.