Skuffede efterlønsmodtagere skal ikke forvente ændring af reglerne
SE INDSLAG: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger, at efterlønsordningen er smadret.
Modregning i efterlønnen betyder, at flere må hæve deres pensionsopsparinger.
De efterlønsmodtagere, der er skuffede over deres udbetalinger, skal ikke forvente en ændring af reglerne.
Sådan er meldingen i dag, efter vi på TV2 Nord har fortalt, hvordan efterlønnere nu får modregnet deres efterløn i så stort omfang, at flere må hæve deres pensionsopsparinger.
På Christiansborg er regeringen lige nu ved at forhandle om en tidligere pension – og den er, ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), eneste håndsrækning i sigte.
Hvis aftalen om tidligere pension bliver gennemført, kan efterlønnerne tidligst benytte sig af den i 2022. Og den tidlige pension gælder kun for personer, der har været mindst 42 år på arbejdsmarkedet.