Stadig ingen Michelin-stjerner til Nordjylland
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Óke på Ruths Hotel er en af de nordjyske restauranter, der har været nævnt som Michelin-håb.
Flere nordjyske restauranter har været nævnt som Michelin-håb forud for dagens uddeling, men heller ikke i år blev det til nordjyske stjerner.
Klokken 18 dryssede Michelin-stjernerne over Danmark, men heller ikke denne gang over Nordjylland. Flere nordjyske restauranter havde ellers været nævnt som mulige modtagere af den særlige hædersbevisning.
Restaurant Tabu, Restaurant Bühlmann, Óke på Ruths Hotel, Vendia Gourmet og Villa Vest har alle været nævnt af medier og anmeldere som bud på, hvor en nordjysk stjerne kunne falde.
Det ville have været den første nordjyske stjerne nogensinde, for det tætteste Michelin har været på nordjylland er Aarhus.
To danske restauranter modtog deres første stjerne, men ingen af dem ligger i Nordjylland.
En profitabel stjerne
Det er ikke helt uvæsentligt at modtage en af de prestigefyldte stjerner, for ud over anerkendelsen kan det også have betydning for indtjeningen.
Horesta foretog efter uddelingen i 2018 en mini-analyse, der viste, at den første stjerne øger antallet af bookinger og typisk giver en vækst i omsætningen på 25 procent efter kåringen. Den øgede omsætning bruges ifølge restauranterne ofte på at øge antallet af medarbejdere, udvikle eller investere i virksomheden.
Udenfor København havde en typisk Michelin-restaurant i 2018 en omsætning på 7,4 millioner kroner.