Sundhedsordfører om pukkel af unge, der vil til køreprøve: - Det er på tide, vi får lukket op nu
Køreskolerne har været lukket siden midten af december. Derfor er nu mange unge, som venter på, de kan komme til køreprøve.
Tilbage i december sidste år blev landets køreskoler lukket ned, og det har de været lige siden. Det har fanget mange køreskoleelever i et limbo, der skaber stor frustration hos både køreskoleelever og -lærere.
- Det var vildt frustrerende, og jeg blev faktisk ret ked af det, da jeg fik det at vide, siger 17-årige Emma Hyldgaard fra Brønderslev.
Hun skulle have været til køreprøve samme dag, som landet lukkede ned.
Alle køre- og teoriprøver blev aflyst på ubestemt tid. 12 uger senere, venter Emma Hyldgaard stadig.
- Det er på tide at åbne regionalt
Ifølge de konservatives sundhedsordfører Per Larsen, bør man se på genåbning af køreskolerne regionalt.
- Jeg synes, det er på tide, vi får lukket op nu. De kommuner, hvor smittetallene er lave, bør man åbne. Altså et incidentstal på 20 ud af 100.000 indbyggere er jo ikke meget, siger han og fortsætter:
- Der er en stor pukkel af unge, som venter på at komme til køreprøve. Hvis vi bare lader den stå til, så vokser den, og det kommer til at tage alt for lang tid at afvikle den.
Per Larsen foreslår, at man ligesom den regionale genåbning af skolerne i Nordjylland og Vestjylland, kan åbne for køreskolerne – gerne med krav om tests.
- Vi er jo faktisk i en situation, hvor vi har masser testkapacitet, og det er jo en god start, hvis både elever og kørelærer kan blive testet flere gange om ugen. Så tror jeg ikke risikoen er så stor, når vi ser så lave smittetal.
Sundhedsordføreren skal den 15. marts til forhandler om genåbning på Christiansborg, og her vil han tage problemstillingen med.
- Det her er en af de brikker, som vi skal have med, når vi skal forhandle. Køreskolerne har været lukket siden midten af december, så det er rigtig mange elever, som venter og den pukkel, skal vi have gjort noget ved. Det er på tide, at vi får lukket op for det, siger han.