Sygeplejersker demonstrerer på første dag med strejke: - Nok er nok!
Lørdag morgen tog over 800 nordjyske sygeplejersker hul på dét, der kan blive en ugelang strejke for en bedre løn.
- Hør nu lige her. Vi er mere værd.
Sådan lød slagsangen fra de fremmødte sygeplejersker, der var mødt op med banner og flag for at demonstrere på Gammeltorv i Aalborg.
Demonstrationen sker i kølvandet på, at to ud af tre sygeplejersker stemte nej til den seneste overenskomst, som Dansk Sygeplejeråd, Danske Regioner og Danske Kommuner havde forhandlet på plads.
Blandt de fremmødte lørdag formiddag var sygeplejersken Marie Vestergaard, der arbejder i hjemmeplejen.
-Vi står her i dag, fordi nok er nok. Vi vil have mere i løn.
Den nyuddannede sygeplejerske Camilla Sankey-Olsen var også mødt op for at vise sin utilfredshed.
- Der skal flere sygeplejersker til. Der mangler 5000 i 2025, og vi render hurtigere end nogensinde inde på hospitalerne, og det er derfor, jeg er herude, fortalte hun.
Uenigheden om en ny aftale betyder, at over 5000 sygeplejersker nu er gået i strejke. I alt er omkring 800 nordjyske sygeplejersker udtaget til at strejke, og cirka 450 af dem arbejder på hospitalerne i Thisted, Farsø, Hjørring, Frederikshavn og Hobro, mens 370 arbejder i hjemmesygeplejen i Aalborg Kommune.
Formand for sygeplejerskerne: Grænsen er nået
Jytte Wester, som er formand for sygeplejerskerne i Nordjylland, var på talerstolen ved dagens demonstration. Hun mener, det er på høje tid at gøre noget ved dét, som hun kalder et lønmæssigt efterslæb for sygeplejerskerne.
- Så sent som i 2008 var vi i en stor konflikt. Det var ligeløn, som vi også kæmpede for dengang, men hvad er der sket? Ingenting er der sket, og nu er sygeplejerskernes grænse nået, fastslår hun.
Nu håber Camilla Sankey-Olsen, at politikerne på Christiansborg snart skrider til handling.
- Regeringen skal indover og give nogle flere penge. Det kan de sagtens. De finder to milliarder om måneden til test og podning, så kan de også finde fire milliarder om året til sygeplejerskerne
Sygeplejerskerne på Gammeltorv i Aalborg må dog kigge langt efter hjælp fra Christiansborg. Statsminister Mette Frederiksen (S) har nemlig ikke i sinde at blande sig.
Det bekymrer Jytte Wester. Hun mener ikke, at konflikten kan løses med overenskomstforhandlinger, men derimod politisk vilje.
- Jeg synes, politikerne lurpasser lidt, fordi det her handler om vores allesammens sundhedsvæsen.
Trods indsat nødberedskab presser strejken hospitalerne, og det betyder blandt andet udskudte operationer. Alene i den kommende uge aflyses 240 operationer og omkring 1000 ambulante besøg, og sådan kan det meget vel fortsætte.
Lige nu har jeg i hvert fald svært ved at se, at vi kan finde hinanden i en aftale. Det kræver i hvert fald noget bevægelse, for at det kan ske.
De strejkende sygeplejersker i Aalborg er dog klar til at stå fast på deres krav.
- Det her det kommer desværre til at gøre ondt på borgerne, og de kommer til at kunne mærke det, siger Marie Vestergaard.